Hvordan lyder Danmark?
Foto: Icons8 Team & Jørgen Chr. Wind Nielsen
Det er lyd, der er i fokus i år ved den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn. Ved åbningen foretager H.K.H. Kronprinsessen en lydoptagelse til forskningsprojektet ’Lyden af Danmark’, som vil have danskere i hele landet til at optage lyd uden for deres hoveddør.
Danmark skal være det første land i verden med et nationalt lydkort, og borgerne skal hjælpe forskerne ved at optage den lyd, de møder i deres hverdag med deres smartphones. Projektet skal gøre os alle sammen klogere på det danske lydlandskab, og hvordan lyde påvirker vores liv, samfund og natur.
Skoleelever er lydambassadører
Åbningen af forskningsprojektet foregår onsdag den 24. april kl. 11.30-14.00 i Peter Liep’s Hus, Dyrehaven 8, Klampenborg.
Foruden de fremmødte borgere, der vil optage på livet løs, er der til åbningen også inviteret skoleelever, som har testet årets skoleprogram under Forskningens Døgn, der også omhandler lyd. Deres leg med og nysgerrighed på lyd har haft stor betydning for udviklingen af skoleprogrammet og gjort dem til lydambassadører for projektet.
Vi ved ikke, hvilken betydning lydene har for os
Men hvorfor skal Danmarks lyde kortlægges? Fordi vi helt grundlæggende ikke ved, hvilke lyde der omgiver os. Vi ved, at lydene har stor betydning for vores natur, miljø og den måde vi lever på. Vi ved også, at det danske lydlandskab er under hurtig forandring, men vi ved ikke, hvordan det forandrer sig eller, hvor det forandrer sig. Derfor skal lydene i hele landet kortlægge.
Lydene bliver delt på et digitalt Danmarkskort
Ambitionen den 24. april er at få Danmarks befolkning til at gå udenfor og optage lyde fra deres nærområde på deres telefoner. En kunstig intelligens vil analysere lydene og med tiden lære at skelne natur- og menneskeskabte lyde fra hinanden.
Derefter vil forskere analysere lydene og senere dele dem på en digitalt kort. Derefter vil det blive muligt for alle danskere at gå på opdagelse og lytte sig frem til Danmark, som det lyder lige nu.
På den måde vil det skabe et udgangspunkt for at diskutere, hvilket lydmiljø vi ønsker os i fremtiden.
Forskningens Døgn er Uddannelses- og Forskningsministeriets landsdækkende videnskabsfestival, der løber fra den 24.– 30. april med over 700 events og foredrag.
Lyden af Danmark er et forskningsprojekt udviklet af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet, DTU Compute[ASM1] , SDU og Carlsbergfondet og med støtte fra Carlsberg Mindelegat. Læs mere om Lyden af Danmark på Lyden-af.dk, og del dine egne lydoptagelser fra den 24. april 2019.
[ASM1]Computer?