13. maj 2020

Hvad er din del af opgaven under coronakrisen?

/files/assets/news/anne-rasmussen-net-credits.jpg

KS’erne bidrager til en social mediekampagne, som Akademikerne sætter i gang for at sætte fokus på at vi alle har løftet i fællesskab under coronakrisen, og hvordan akademikere har bidraget. KS'eren Anne Rasmussen er med og det kan du også være.

Under coronakrisen har KS’eren Anne Rasmussen arbejdet for at sikre, at borgere og medarbejdere i Billund Kommune føler sig velinformerede, og at de informationer om coronasituationen, der sendes ud fra kommunen, er korrekte.

Et andet medlem, Bo Myhrmann har oversat myndighedernes regler og retningslinjer samt de juridiske konsekvenser af dem til engelsk til et advokatfirmas hjemmeside og til deres nyhedsbreve til kunderne, fordi der er nogle stykker blandt dem, der ikke forstår dansk.

Og et tredje medlem, Christina Hjorthøj, der er salgs- og marketingassistent, DAN DRYER har været med til at sørge for, at der kommer så meget håndsprit og så mange spritdispensere ud til kunder i ind- og udland som muligt.

Her under coronakrisen har der med rette været stor bevågenhed på det vigtige arbejde, de ansatte i sundhedsvæsenet udfører. Samtidig har der kun været en marginal mediedækning af de resultater, andre fag og fagligheder leverer. Det skal en ny kampagne om akademikeres bidrag ændre på. Kampagnen vil vise, at akademikere er aktive og bidrager under coronakrisen. Den vil understrege, at vi har brug for alle type fagligheder for at løse de aktuelle udfordringer. Det er en fælles opgave at komme gennem krisen.
Alle akademikeren kan bidrage og hvis du har fået lyst til at fortælle om dit job under coronakrisen, kan du gå ind på https://www.akademikerne.dk/mindelafopgaven/ og uploade en tekst, et billede samt kontaktinformationer.

Samspillet er vigtigt
KS-formand Per Lindegaard Hjorth håber, at mange KS’ere vil medvirke til at synliggøre vores del af indsatsen i forhold til coronakrisen.

”Havde de forskellige fagligheder ikke samarbejdet under coronakrisen, ville vi formentlig ikke have klaret os igennem krisen eller måske ikke lige så godt. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at sundhedssektorens forskellige fagligheder har ydet en ekstraordinær indsats, som de fortjener al mulig ros for. Men jeg bliver lidt irriteret over, at man glemmer alle de andre fagligheder, der også har bidraget til at få os alle gennem krisen. Også KS-medlemmer. Samspillet mellem KS-medlemmers og andre faggruppers faglighed er det, der altid har bidraget til at løse udfordringer og holde hånden under den danske velfærd og danske virksomheder,” siger formanden.

Foreløbig har to KS’ere valgt at medvirke i kampagnen. Det er Anne Rasmussen, digital kommunikationskonsulent i Billund Kommune og Bo Myhrmann, translatør og specialist i oversættelse af juridiske, økonomiske og finansielle tekster til og fra engelsk.

Anne Rasmussen fortæller:
#mindelafopgaven har overordnet været at sikre, at vores borgere og medarbejdere føler sig velinformerede, og at de informationer om coronasituationen, vi sender ud fra kommunen, er korrekte.
Jeg indgår i krisestaben og har sammen med blandt andet kommunaldirektøren og cheferne sikret overblikket, koordineret og fordelt de opgaver, mit team har fået. Jeg har også direkte rådgivet borgmesteren og kommunaldirektøren i forhold til deres kommunikation med borgere og medarbejdere.
Vi har produceret virkelig meget kommunikation – både borgervendt og internt – til alle typer kanaler under hele nedlukningen. Alt fra et COVID-19-univers på kommunens hjemmeside og adskillige opslag på kommunens Facebook-side, til plakater, der er blevet hængt op ved legepladser, offentlige toiletter, fitnessområder og lignende med information om, at der er lukket.
Som kommunikationsmedarbejdere har vi mærket, at vi er blevet taget med på råd. Der har været en forståelse for og anerkendelse af, at hvis kommunikationen skal forstås af og nå effektivt ud til modtagerne, skal den forbi kommunikationsfolk.

Bo Myhrmann fortæller:
#mindelafopgaven har blandt andet været at oversætte myndighedernes regler og retningslinjer samt de juridiske konsekvenser af dem til engelsk til et advokatfirmas hjemmeside og til deres nyhedsbreve til kunderne.
Den juridiske rådgivning advokatfirmaet yder, henvender sig ikke bare til dansktalende, men også til for eksempel virksomhedsledere, der ikke forstår dansk. De har behov for at kunne forstå coronasituationen i Danmark og hvad den betyder juridisk for deres virksomhed og medarbejderne.
Advokatfirmaets roller er mange i relation til konsekvenserne af corona. De rådgiver om konkurser, betalingsstandsninger, opsigelse af medarbejdere, udskydelse af generalforsamling, regler om fortrydelse af varekøb og hjælpepakker, og det skal de kunne gøre på både dansk og engelsk, for der er mange ikke-dansktalende, der tager beslutninger ude i virksomhederne.

Christina Hjortshøj fortæller:

Christina Hjortshøj, salgs- og marketingassistent, DAN DRYER:
#mindelafopgaven har været at sørge for, at der kommer så meget håndsprit og så mange spritdispensere ud til kunder i ind- og udland som muligt.
Da coronakrisen tog fat, fik vi rigtig travlt her hos DAN DRYER. Vi sælger sanitærudstyr, mest håndtørrere, men også sæbe- og desinfektionsdispensere. Og især det sidste viste der sig hurtigt at være hårdt brug for. Kunderne i hele Europa begyndte hurtigt at bestille markant mere end de plejer.
Jeg arbejder med det tyske marked og her blev bestillingerne hurtigt mangedoblet. Vi har haft svært ved at følge med, og det er stadig svært at følge med leveringen af alle de produkter, der er bestilt de seneste måneder.
Vi kan mærke, at coronakrisen har skabt meget større efterspørgsel efter berøringsfrie dispensere og fritstående standere. Dispenserne kommer fra vores leverandør i Østen, og de har også svært ved at følge med. Som noget nyt er vi begyndt at sælge håndsprit i 5 liters dunke.
Indtil slutningen af april arbejdede vi hjemme, men nu er vi i virksomheden og alle har travlt med at tage imod ordrer og få dem ekspederet.

Edit page