9. november 2021

Hør fra vinderen af supergavekort efter KS’ lønstatistik

/files/assets/news/amy-hirschi-k0c8ko3e6aa-unsplash-credits.jpg

Lønstatistikken bruges til at lave KS' lønberegner, som er den mest specifikke og opdaterede lønstatistik for dig, der arbejder inden for kommunikation, sprog og/eller marketing. Hvis du ikke har brugt lønberegneren endnu, så kan den give dig et indblik i, hvad andre med samme faglighed som dig får i løn, frynsegoder, lønpakker, arbejdstid og frihed.

Den opdateres løbende, så du får de helt friske tal fra branchen. Derfor er det altid vigtigt, at du deltager i den årlige undersøgelse.

En af deltagerne ved dette års undersøgelse var Charlotte Munk B Christensen, der til dagligt arbejde som projektleder hos Vestas og er ansvarlig for specialprojekter i Norden inden for service. Hun blev den første heldige vinder af supergavekortet.

Tillykke med, at du har vundet vores konkurrence!

– Tak, det var helt fantastisk - det havde jeg ikke regnet med. Jeg har udfyldt spørgsmål til lønstatistikken hvert eneste år, og det er første gang, jeg vinder. Så det var en stor og glædelig overraskelse. Særligt da jeg i en periode har været ledig på grund af et job, der ikke blev til noget pga. corona-situationen. Heldigvis fandt jeg til sidst drømmejobbet, hvor jeg startede 1. maj 2021.

Bruger du den årlige lønstatistik til noget i din hverdag?

– Når man søger nyt job er det rart, at man kan slå op i lønstatistikken og få en fornemmelse af, hvordan det ser ud med lønniveauet i de forskellige kategorier af jobs, som kollegaerne, der også er medlem af KS, sidder i. Jeg bruger også lønstatistikken til at se, hvor KS-medlemmerne egentlig er ansat, og hvad de laver. Jeg skal jo også selv forhandle løn, og lønstatistikken giver jo en god indikation af, hvor lønniveauet ligger.

Hvorfor valgte du selv at bidrage til statistikken?

– Det er vigtigt at bidrage til lønstatistikken, så mange kan få gavn af den. Det er en måde at hjælpe hinanden på. Så den udfylder jeg med glæde hvert år.

Hvad bruger du ellers KS til?

Under min ledighed har jeg haft stor glæde af KS’s konsulenter. Både på det personlige og på det faglige plan. De var rigtig gode til at tale mine kompetencer op, spore mig ind på, hvor kunne jeg søge arbejde, og de var gode til at give feedback.
Jeg har også stor glæde af de webinarer, som KS udbyder - både da jeg var ledig, men også nu, hvor jeg er i arbejde. De giver viden, som man kan bruge. Det er gode undervisere uanset om det har været KS’s egne ansatte, eller om det har være folk ude fra. Så webinarerne må KS endelig holde fast i.

Edit page