24. juni 2020

Gør din hjerne og krop klar til ferie med disse enkle råd

/files/assets/news/irina-murza-0-credits.jpg

Sommerferien er lige om hjørnet og er for mange mennesker højdepunktet på året. Men der er meget, vi gerne vil nå i ferien. Måske for meget. KS karriere kommer her med nogle simple råd til, hvordan du kan gøre hjerne og krop klar til ferie.

Sommerferien er lige om hjørnet. Og nej, hvor er der meget vi skal nå. Vi skal nyde vejret med udendørsaktiviteter, og vi skal også nå en masse praktiske projekter derhjemme. Måske skal vi endda kompensere for den manglende udlandsrejse ved at lave ekstra mange sociale og kulturelle aftaler. Og så skal vi nå at slappe af og hvile hjernen.

Inden ferien
Er du i job, er det vigtigt at få lukket ordentligt ned inden ferien. Et godt råd vil være at sætte to dage af blot til nedlukning. Her skal du ikke have møder eller starte nye ting op. Her skal du afslutte og rydde op. Og lad være med at skrive post its til dig selv med ting, du skal huske. Efter ferien vil du alligevel ikke kunne huske det. Løse ender vil rumstere bagerst i hovedet, så lav liste over dem både arbejdsmæssigt og privat, og tag stilling til, hvad der skal ordnes inden ferien, og hvad der skal parkeres til efter ferien. Hvis du skal ud og rejse eller sommerhus i Danmark, som de fleste nok skal i år, så begynd din ferie et par dage før, du skal afsted, så du har tid til at pakke og geare ned. Det er ikke nogen god start på ferien, hvis du er stresset og brugt.

En god ferie kræver forventningsafstemning
Måske vil du gerne bruge din ferie på at læse nogle af de fagbøger, du ikke har tid at læse i hverdagen (se KS’ anbefalinger til sidst i artiklen). Sørg for at afstemme forventninger, hvis I er flere, der skal holde ferie sammen. Hvad har hvert enkelt familiemedlem brug for, og hvordan kan der blive plads til alles behov?
Der er en stigning i stresssygemeldinger efter sommerferien, og der skal vi huske, at en ferie ofte afspejler vores trivsel i hverdagen. Problemerne bliver bare mere tydelige, fordi vi har tid til at tænke. Derfor skal du ikke forestille dig, at din ferie kan kompensere for dit stressniveau eller konfliktfyldte miljø på arbejdet. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal sige dit job op, men brug ferien som en øjenåbner og motivation til at arbejde målrettet på at løse problemerne og prioritere anderledes i hverdagen.
Er du jobsøgende, skal du altså huske at holde ferie. Hvis du er jobsøgende 24/7 alle ugens dage er det også en belastning. Du skal kunne lægge det fra dig, også selvom det kan være svært, når man bare gerne vil have et job. Men du har brug for restitution. Det er derfor, man skal holde tre ugers sommerferie. Hvis du stadig gerne vil søge job, så sæt konkrete uger og dage af til det. Der er ofte lidt mere tid i virksomhederne til at svare på spørgsmål. Det er en myte, at der ikke er job at søge i sommerperioden, tværtimod viser det sig, at rigtig mange lægger job op. Du har derfor mulighed for at få et par uforpligtende møder ind i kalenderen. Læg dem gerne i samme uge, så du også har mulighed for uger med restitution.

Kom godt og roligt tilbage fra ferie
Et andet godt råd kan være at lægge ferien forskudt. Så den ikke starter en mandag og slutter en fredag, men måske starter en onsdag og slutter en tirsdag. Så er den første uge, når du kommer tilbage, kort og nemmere at forholde sig til. For det er vigtigt med den bløde opstart. Vores krop når kun lige at komme ned i gear før den skal op igen, så en blød opstart vil være godt for krop og hjerne. Huske at afsætte tid i kalenderen til opstart, så du kan nå at danne dig et overblik og prioritere dine opgaver i ro og mag.

Karriereteamets anbefalinger til faglitteratur:
1. Hvis man er eller har en leder i maven er ”Stop stress – en håndbog for ledere” af Malene Friis Andersen og Marie Kingston måske værd at kaste et blik på i sommerferien

2. Eller ”Jytte fra Marketing, er desværre gået for i dag” af Morten Mynster, hvis man er til adfærdsdesign i den lette ende

3. Daniel Kahnemans populære ”thinking fast and slow kommet på dansk og hedder – surprise ”At tænke -  hurtigt og langsomt

4. ”Kan trold tæmmes?” - om trolling på nettet og strategier til at håndtere det.
Lidt om forfatterne:
Maia Kahlke Lorentzen er ekspert i cybersikkerhed og digital dannelse hos Cybernauterne og medstifter af tech-aktivistnetværket DO:TOPIA.
Katrine Emme Thielke er ekspert i sociale medier og digitale processer. Hun er cand. mag. i Informationsvidenskab, ekstern lektor og underviser på DMJX.
Nana Dall er cand. mag. psyk, kaospilot og konfliktmægler. Hun har i de seneste år haft fokus på sociale medier

5. ”Overvågningskapitalismens tidsalder” af Shoshana Zuboff
Enorm rigdom og magt er i dag koncentreret i nye markeder, hvor overvågning af og forudsigelser om vores adfærd bliver købt og solgt. Shoshana Zuboff kalder fænomenet overvågningskapitalisme og det er en lige så stor omvæltning af den menneskelige tilværelse i dag, som den industrielle revolution var det i det 20. århundrede. Der er tale om en hidtil uset magtkonstellation karakteriseret ved ekstreme koncentrationer af viden uden demokratisk tilsyn – og prisen er vores frihed. Med begrænset modstand fra lovgivning og samfund truer overvågningskapitalismen vores nutid og vil dominere vores fremtid – hvis vi tillader det.

6. Jeg vil til enhver tid anbefale 30somethings bog, som jeg synes er en af de bedste lettilgængelige ressourcer for en nyuddannet, som vil danne sig et basalt fag- og brancheoverblik. Og så er den jo gratis.

7. Sine Justs ”Strategizing Communication” synes jeg giver en god blanding af teori struktureret op om praksis. Jeg reflekterer stadig en gang imellem om perspektiverne på, hvordan intern kommunikation diffunderes ud i organisation.

8. ”Hørt i Messbaren” er en sjov lille bog om marketing. Den er gratis og en anbefaling værd.

Og til sidst en lille joker, hvis du i lyset af BLM hellere vil rette blikket lidt ind ad
9.”White Frailty” af Robin DiAngelo

Edit page