Glem dig selv og bliv glad
Hvorfor laver vi håndarbejde? Hvilke psykologiske forklaringer er der på vores glæde ved at lave tekstiler? Kom til foredrag den 28. maj med KS om ”håndarbejdspsykologi.”
Foto: Tim Gouw
En ny gren af psykologien har set dagens lys. Craft-psykologi – håndværk- og håndarbejdspsykologi.
Meningsfuld selvforglemmelse – det er dybest set dét, det handler om, når mennesker passioneret kaster sig over håndarbejde, løb, ukrudtslugning, madlavning eller golf.
”Det kan være svært at tælle til 48 uden at tænke på andet imens, men hvis man har siddet i en halv time og talt masker, bevidst koncentreret om at tælle, så er der ro i hjernen.”
Anne Kirketerp ved, hvad hun taler om. Hun laver kurser i mindful hækling, er uddannet håndarbejdslærer og psykolog og har skrevet en ph.d. om det, som hun kalder foretagsomhed: Altså dét, at vi er mange, der har brug for at lave noget med vores hænder.
”At strikke en klud er verdens enkleste ting”
Ifølge Anne Kirketerp er håndarbejde populært i disse tider, hvilket ofte forklares med øget opmærksomhed på miljø og bæredygtighed.
”Det kan godt være, at vi angiver mikroplast som årsag til, at vi lige pludselig laver vores egne klude, men i virkeligheden handler det om noget helt andet,” mener Anne Kirketerp og forklarer:
”Vi har brug for, at det, vi laver, ikke er nyttesløst. At strikke en klud er verdens enkleste ting, og så er der et godt formål med den. Men imens vi strikker, kommer vi i flow, hvor vi slapper af og glemmer os selv. Og det er dét; flow, som det hele handler om.”
Lær at forbedre din trivsel
Men hvorfor er det sådan? Hvad er psykologien i den oplevelse, og hvordan kan du lære at udnytte den bedre til mere fokuseret at modvirke stress?
Kom og hør det videnskabelige argument for, hvordan man kan anvende Craft-psykologi til at forbedre trivsel og modvirke negativ langvarig stresspåvirkning.
Medbring noget håndarbejde, som ikke kræver, at du skal se i en opskrift. Det kan også være tegning eller andre former for craft. Det skal bare være noget, som kan laves, uden det kræver, at du skal se i en opskrift.
Vær opmærksom på, at arrangementet er ændret fra den 13. maj til den 28. maj.
Adresse:
Åboulevarden 31, 2. sal
8000 Aarhus C
Lokale: Opgives senere
Arrangementsdato:
Tirsdag, 28. maj 2019 - 17:00 til 20:30
Tilmeldingsfrist:
Mandag, 27. maj 2019 - 18:00