15. april 2020

Giv noget til andre, så booster du dit brand

/files/assets/news/linkedin-credits.jpg

Brug coronatiden på at booste dit brand på de sociale medier, særligt LinkedIn, hvis du vil gøre noget for din karriere. Men husk at have fokus på at give værdi til dit netværk. Det er ikke et glansbillede af dig folk vil se.

Du har nok hørt det mange gange før. Hvis du er interesseret i at gøre noget for din karriere, så skal du være på LinkedIn. Og hvorfor er det nu lige, det er? Jo fordi det er en nem måde at være synlig på overfor rigtig mange mennesker.  Og endda mennesker, der måske ikke ellers aner, at du eksisterer. Selvom digitale samtaler ikke kan måle sig med det personlige møde IRL, så tillader de digitale medier alligevel en mulighed for at være mere personlig end tidligere. Vi ved også, at de fleste mennesker påvirkes af anbefalinger fra deres personlige netværk, og netop derfor skal dit personlige brand netop være personligt, professionelt og fyldt med viden.

Autenticitet
Personlig branding handler ikke om at skabe et glansbillede af dig selv, men om at være autentisk. Det kan måske være svært nok i sig selv at være autentisk, men det handler om at tænke og stole på, at lige præcis det, du kan, har en værdi. Det er egentlig ikke mere kompliceret end det.
At være synlig på LinkedIn kræver faktisk ikke alverden. Du kan jo starte med at beslutte dig for at sætte halvanden time af hver uge. Det er klart, at for nogen giver en platform som Instagram en større brandingværdi – så er det selvfølgelig her, du skal lægge størstedelen af dit arbejde, men sørg for at koble den op til LinkedIn.

Spidskompetencer og værdi i overskriften
Når du poster noget på LinkedIn bliver dit navn og overskrift (headline) vist i dine kontakters feed. Derfor er det naturligvis vigtigt, at du har overvejet, hvad der står i din overskrift. Er du i arbejde, er det nærliggende at skrive din titel og arbejdsplads, men helt ærligt, så fortæller det jo ikke meget om dine spidskompetencer. Det samme gælder at skrive, at man er jobsøgende. Derfor: brug pladsen på at skrive, hvad det er, du bidrager med. Lav en sætning, der beskriver, hvilen værdi, du skaber eller skriv din titel samt dine kernekompetencer. For eksempel: Karriererådgivning, jobsøgning og trivsel med fokus på konkrete handlinger og mål. Eller: Kommunikatør | Kultur, sprog og politik | Content marketing
Overskriften er jo i øvrigt også søgeord, som rekrutteringsfolk og arbejdsgivere kan søge på. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke ord, du vælger.

Opslag med værdi til netværket
Du skal formidle den viden du har videre på en uformel måde i kommentarspor, personlige beskeder, og i form af likes. Det viser også dit engagement. Og det bliver endnu tydeligere med opslag, du selv poster.
Som den gode Thomas Bigum ville sige, handler det om at give værdi til netværket. Der er med andre ord ingen, der gider at høre om for meget pral, med mindre, det giver dem en eller anden værdi. Derfor handler det om, at du viser din ekspertise, mens du giver værdi til netværket.
Det kan være en idé at overveje, hvilken vinkel du vil have.  Det skal selvklart være noget, der passer til dine spidskompetencer/fagområde. Er du interesseret i at arbejde med content marketing, så kan det være dit fokus. Der findes et vælg af relevante artikler på LinkedIn, eller andre blogs, som du kan dele. Næste skridt er selvfølgelig at begynde at skrive LinkedIn-artikler selv. Husk at overveje, hvilke ’problemer’ potentielle kunder kan have, og brug det som udgangspunkt. Giv dem nogle svar, de kan bruge, så skal de nok komme tilbage efter mere.
Hvis du synes, det er for grænseoverskridende at starte med at poste noget selv, så husk at samtlige af dine kontakter ikke sidder klar ved skærmen og venter på, at du poster noget, så ingen har lige så meget fokus på det som dig. Men de bliver måske glade for det du giver dem.

Edit page