Generalister eller specialister?

/files/assets/katrine-rj.jpg

For nylig havde jeg en snak med en faglig veninde. Vi talte om os som kommunikatører. Er vi specialister, generalister – eller begge dele? Vi kunne ikke blive enige om, hvordan vi skulle definere vores egenskaber og fag, og det fik mig egentlig til at tænke, om vores faglige forskelligheder kan blive en hæmsko og udfordring for vores fag, og om der egentlig er plads til både specialister og generalister?

Af Katrine Rudbeck Japsen, tidligere Campaign manager i marketingbureau, nu mellem jobs, Medlem af Kommunikationspolitisk udvalg, Hovedbestyrelsen og Repræsentantskabet i KS.

Det er et stort spørgsmål – det ved jeg godt. Men ikke desto mindre er det noget, som vi hver især en gang imellem skal tage stilling til. Mange kalder kommunikation for et fag, der er ’fluffy’ – et dejligt ukonkret ord, og derfor er vi som kommunikatører selv nødt til at hæve fanen og fortælle, om vores fluffynes er en fordel eller en hæmsko.

Når vi er skarpe og troværdige, er vi jo netop de bedste til at vise alle vores forskelligheder og den brede diversitet, der findes i vores fag

Det vigtige spørgsmål er måske i virkeligheden om vi udvander vores faglighed ved at kunne rumme rigtig mange kompetencer? Som jeg ser det – så nej. Det. Gør. Vi. Ikke. Tværtimod. Vores faglighed kan bestemt rumme både specialister og generalister. Og om man som kommunikatør kan være begge dele, kommer i min optik, som alle andre steder, an på din stilling og dine kompetencer.

Inden for vores fag vil der altid være en kæmpe faglig diversitet, nogle er specialister i SoMe, andre er det i intern kommunikation i det offentlige, andre igen er kommunikationsblæksprutter og kan en del af det hele. I min optik er det en kæmpe styrke at have så stor en diversitet indenfor et overordnet fagområde. Det giver os mulighed for at blive klogere og blive ved med at udvikle os i et fag, som sandelig er i udvikling.

Men når jeg alligevel stiller spørgsmålet, om faglig diversitet er en hæmsko for kommunikationsfaget, er det et udtryk for en bekymring, om vi selv er med til at drive myten om, at vi er et fluffy fag – når sandheden er, at vi ’bare’ har enormt meget faglig diversitet. Vi er måske ikke altid gode nok til at rette ryggen og sige, at kommunikation ikke er et fag alle bare kan, og at man kan enormt meget indenfor faget.

Vi kommer nok aldrig udenom, at vi skal forklare for tiende gang til moster Pia, hvad det egentlig er, vi laver, og vi kommer nok heller ikke helt udenom, at vi selv skal spille os ind i forretningsstrategien. Det også okay, men som KS mener, så skal vi som kommunikatører selv tage det ansvar og vise værdien af vores fag og være fanebærer for vores værdiskabelse. For når vi er skarpe og troværdige, er vi jo netop de bedste til at vise alle vores forskelligheder og den brede diversitet, der findes i vores fag.

Jeg synes, vi er ret heldige at befinde os i en pool af kompetencer.

Tager vi ansvaret, er jeg sikker på, at vores faglige diversitet aldrig bliver en hæmsko – tværtimod kun en styrke. ●