Forårsafstøvning af din arbejdsglæde
Om du kan mærke dit energiniveau stige i takt med solen eller ej, er det et udmærket tidspunkt at tænke lidt over din arbejdsglæde.
Solen skinner, det bliver senere mørkt og solsorten er begyndt at kvidre ved skumringstid. Foråret kommer snigende, og måske kan du allerede nu begynde at mærke de første energiindsprøjtninger i takt med solens stråler. Hvad end, du kan eller ej, er det et udmærket tidspunkt at tænke lidt over din arbejdsglæde. I stedet for kun at gøre status over din karriere til nytår, er det en ide at tage temperaturen nu, hvor det hele ser lidt lysere ud.
Kommunikation og sprogs karriereafdeling giver dig her fire tips til, hvordan du kan undersøge, hvor din arbejdsglæde halter, og hvor den trives.
1. Vær opmærksom på dine rutiner
Ofte er det nemt at falde tilbage på den ’nemmeste’ måde at lave dit arbejde på, men jobtilfredshed er ofte koblet til en følelse af frihed og medbestemmelse. Arbejd på at planlægge din arbejdsdag, og tag diskussionen med din chef, hvis du føler at du er tvunget ud i arbejdsgange, som er i vejen for din arbejdsglæde. Processen er lige så vigtig som resultaterne, så det er en god idé at tage skridt til at variere sin arbejdsdag.
2. Husk dine kolleger og de gode relationer
Vi er ofte mere afhængige af social kontakt på arbejdspladsen, end vi umiddelbart tror. Mange studier peger på, at forholdet til kollegener er centralt for glæde ved arbejdet. Ved at bruge dine kolleger, også socialt, kan du i fællesskab med dem skabe en arbejdskultur, hvor sjov og alvor følges ad. Sørg for hver dag at snakke med dine kolleger, så kan I hjælpe hinanden til større fælles arbejdsglæde.
3. Fokuser på egne successer og din egen faglighed
Selv om dine kolleger kan hjælpe med at skabe et sundt og positivt arbejdsmiljø, er arbejdsglæde i sidste ende dit eget ansvar, og ikke noget der kan komme udefra. Du skal skabe resultater, der er meningsfulde for dig selv og kunne finde glæde i at skabe dem. Oplevelsen af at udvikle sig fagligt giver nemlig også arbejdsglæde. Tænk på de nyeste successer eller små fremskridt, der viser, at du gør en forskel.
4. Hvordan går samarbejde med din leder?
Dit samarbejde med din leder kan have stor betydning for din arbejdsglæde alt efter, hvor meget I har med hinanden at gøre. Tænk på at hjælpe din chef til at lede dig både fagligt og i forhold til relationer og adfærd. Fortæl din chef, hvad der er brugbart for dig. Det er noget der ofte (men ikke altid) italesættes til en MUS, gør det til en vane at kvittere for en adfærd fra din leders side, som er særlig hjælpsom. "Det var hjælpsomt, da du gjorde..., det gav mig ro/ overskud/ indsigt til at ...”. Husk også at gøre din chef opmærksom på projekter, du gerne vil være en del af, og hvis du ikke allerede har det, kan du overveje at få aftalt månedlige 1:1 samtaler.