11. april 2018

Fire gange hyldest til godt sprog

/files/assets/news/sprogprisen.jpg

Sprogprisen.dk 2018 gik til jobcentrene, DMI, Danbolig i Horsens og en Politiken-journalist.

”Her er noget nyt på vej, en ny form for kommunikation, der sætter modtageren og vedkommendes situation i centrum. Som sagligt, men ’kærligt’ byder op til dans.”

Med blandt andre disse ord begrundede teaterinstruktør og sprogprisdommer Peter Langdal, hvorfor KMD og de kommunale jobcentre fik Sprogprisen.dk 2018 for et nyt og mere forståeligt standardbrev til sygemeldte, der er på vej til igen at komme i arbejde.
Brevet er et blandt flere, som KMD er i gang med at omformulere for jobcentrene, og udover prisen i kategorien bedste brev eller e-mail, fik DMI en pris for årets bedste tekst på sociale medier.

Anne-Marie Skov, direktør i Tuborgfondet og med i dommerkomitéen, begrundende prisen med DMI’s ”modtagerorienterede, inddragende og friske stil, som har fået over 60.000 borgere til at følge DMI’s tweets, som bringes døgnet rundt – året rundt og som dermed også har den bredde og troværdighed, der skal til, når det virkelig gælder om at lytte til og følge råd og varslinger”.

I kategorien bedste hjemmesidetekst blev Danbolig i Horsens hyldet for ”usædvanlig ærlig snak”.  Journalist Kurt Strand overrakte prisen, og fortalte at ”vi i dommerkomitéen blev ret begejstrede, da vi mødte en salgstekst med overskriften ’Vaskeægte møgejendom i elendig stand’”.

Sprogdagens tema var sport og sprog, og Politiken-journalist Rasmus Bech fik årets særpris for en artikel om doping.
Direktør Sune Bang, Kommunikationsbureauet København, begrundede blandt andet særprisen med, at Rasmus Bech ”gennem flere årtier har bragt modtageren et spadestik dybere end normale sportstekster gør. Man fanges af det flydende og lette sprog samtidig med, at indholdet gør en klogere på et hjørne af sport”.

Bag prisen står Dansk Sprognævn, sproget.dk, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Forbundet Kommunikation og Sprog, Modersmål-Selskabet, Djøf, RetorikMagasinet, kurtstrand.dk og Syntaksis.