Europas største kommunikations- og mediekonference kommer til Aarhus
Den har været i Hamborg, Prag og Istanbul. Og nu kommer ECREA til Aarhus. I efterårsferien mødes 1.450 kommunikations- og medieforskere, først og fremmest fra Europa, på Aarhus Universitet, som i samarbejde med DMJX og Visit Aarhus har sikret, at den store event kunne komme til at foregå i Danmark denne gang.
”Vi har arbejdet på det siden 2019, og vi er meget glade for, at det er lykkedes at få sådan en stor, international konference til byen,” siger professor Anne Marit Waade, der er afdelingsleder på Medievidenskab og Journalistik ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.
Hun fortæller, at Aarhus blandt andet endte med at vinde værtskabet for ECREA 2022, fordi det tema, man valgte at foreslå, faldt i rigtig god jord hos ECREA, da de skulle tage beslutningen om at vælge Aarhus i konkurrence med andre byer, der søgte.
”Vi stillede op med temaet ’Rethink Impact’ som en ramme for at diskutere, hvordan forskning ogakademisk uddannelse interagerer med, påvirker og afspejler samfundet. Impact handler om betingelserne for at omsætte forskningsindsigt til håndgribelige resultater for samfund, politik og erhvervsliv. Temaet stemmer overens med tidligere initiativer i Aarhus og Aarhus Universitets vision for 2020-2025. Det bygger på universitetets langsigtede strategier og frugtbare samarbejdspartnerskaber med erhvervslivet, byadministrationen, regionen og civilsamfundet, og det resonerer også med erfaringerne fra Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 med mottoet ’Let's Rethink’ og det tilhørende rethinkIMPACTS 2017-projekt mellem Aarhus Universitet, Aarhus Kommune og Region Midtjylland,” fortæller hun.
Temaet ’Rethink Impact’ er initiativtagernes invitation til forskere i ECREA til at deltage i debatten og have en aktiv indflydelse på, hvordan deres bidrag indenfor forskning og uddannelse gør en forskel i samfundet.
”Vi vil bruge konferencen til at afprøve nye måder at skabe impact på, og vi vil udvide forståelsen af impact, så det ikke kun handler om kroner og øre, men også om samfundet, kulturen, innovation og forandringer, ikke kun på kort sigt, men også på længere sigt. På instituttet har vi evalueret, hvad der kom ud af, at Aarhus var Europæisk Kulturhovedstad i 2017, og vi er inspirerede af det og har bygget videre på for eksempel tankerne om at vise mangfoldighed frem og få mange forskellige brancher til at samarbejde, i arbejdet med ECREA 2022. Vi tænker, at vi kan bruge konferencen til at skabe langsigtet værdiskabelse,” siger Anne Marit Waade.
Hvordan får faget og branchen gavn af konferencen?
”Det får de indirekte, ligesom de gør af forskningen i øvrigt. Vi præsenterer jo den nyeste forskning, som vil få betydning senere. For eksempel bliver der præsenteret ny forskning indenfor krisekommunikation, politisk kommunikation og strategisk kommunikation, men forskningen arbejder jo også ofte sammen med branchen om forskningsprojekter. På instituttet har vi for eksempel arbejdet sammen med TV-branchen om et projekt om eksport af dansk TV-drama, og der er generelt mange ting at hente, hvis man interesserer sig for forskning,” siger Anne Marit Waade.
FAKTA
ECREA er et community med cirka 3.000 medlemmer, som arbejder med kommunikations- og medieforskning, og nogle også med uddannelse indenfor det samme felt. Hovedformålet med ECREA er at være et mødested for forskerne, hvor de kan udveksle nyheder om den seneste forskning, aktuelle papers og så videre.
Kan du deltage i konferencen?
Konferencen finder sted fra den 19. til den 22. oktober og er en forskningskonference. Den henvender sig som sådan ikke til praktikere og fagets udøvere ude i erhvervslivet. Det er er dog muligt at deltage i ECREA 2022, selvom man ikke er forsker, men man skal betale konferenceafgift, og der er et deltagerloft på 1.450.
Anne Marit Waade nævner særligt Impact Tours, der finder sted om aftenen fredag den 21. oktober som en mulighed. Nogle af dem er gratis og offentlige, for eksempel DOKK1 og DMJX.