Er du alene i dit kommunikationsjob?
KS får et nyt netværk ’Kommunikatører uden fagkolleger’. Et netværk for kommunikationsfolk, der ikke har en kollega, som også arbejder med kommunikation. I netværket kan du få den faglige sparring, du måske mangler.
Netværket ’Kommunikatører uden fagkolleger’ er et nystartet netværk for medlemmer, der er i arbejde i et kommunikationsjob, hvor de ikke har en anden kollega, der arbejder med kommunikation. I sådan et job kan man godt være ret alene med sin faglighed, og man kan derfor savne sparring på opgaver samt udfordring på faglighed - og dette vil man kunne få af sine KS-fagkolleger som medlem af netværket.
Netværket kommer til at holde til i KS’ lokaler i Aarhus, og det er Maiken Møller, der er medlem af KS’ Hovedbestyrelse, som har taget initiativet til det og er netværksleder.
Maiken har også været formand for KS Fyn, men nu er hun flyttet til Aarhus, og det er blandt andet i forbindelse med det, hun besluttede at få sat netværket i gang. Maiken er nu medlem af regionsbestyrelsen i KS region Midt.
”Men der er også mange KS-medlemmer, der har efterlyst det, så det har også noget med det at gøre,” siger Maiken Møller. Hun er til daglig ansat i Dansk Squash Forbund, hvor hun arbejder med facilitering, og derfor er det også spændende for hende at være med til at løfte opgaven med det nye netværk.
”Til det møde vil ramme og indhold være planlagt, men rammerne er åbne, da vi gerne ser, at du som medlem er med til at forme netværket, så derfor vil vi også her tage en snak om de fremadrettede møder. Når man melder sig ind i netværket, bliver man en del af et sparrings-team. Det forventes også, at man deltager i alle fire møder i løbet af 2019. Og selvfølgelig bliver det også forventet, at man byder ind, så der skabes en faglig dynamik i netværket, og alle kan føle, de får noget med hjem,” siger Maiken.
For at deltage i netværket skal du være i et job, hvor du er alene om kommunikationsarbejdet på arbejdspladsen. Du skal også udfylde en formular med en kort beskrivelse af din motivation for at indgå i netværket.
Første gang netværket mødes er den 29. januar 2019.
Alle møderne vil som udgangspunkt være i tidsrummet 17.30-20.30.