5. maj 2022

Du gik glip af meget, hvis du ikke var til Frivilligdag

KS’ Frivilligdag 2022 var en aktiv dag for de frivillige KS’ere, som både fik faglige indspark, viden der kan omsættes til praksis og hyggeligt samvær med sig hjem. Tre medlemmer fik endnu mere, for de fik hver en KS Pris.

/files/assets/frivillige.webp
Foto Natascha Hoffmann Jackowski


”Det var dejligt at forkæle de frivillige kræfter, mærke det fællesskab, vi har i KS og få fyldt op med relevante faglige indspark,” siger KS’ forperson Cathrine Holm-Nielsen om Frivilligdagen 2022, der fandt sted i Horsens i lørdags.

Her var frivillige KS’ere af alle slags samlede om en dag med både inspiration og muligheden for at netværke med de andre. De emner, der var på dagsordenen, spændte fra hvordan man nudger sin målgruppe med adfærdsdesign, til workshops om planlægning og eksekvering af succesfulde events, hvordan man bygger et community og hvordan man skaber professionelt videocontent med sin smartphone.

Dermed var det sikret at alle fik noget relevant og brugbart fagligt med hjem, inden vi gik til aftenens middag, som foruden hyggeligt samvær bød på overrækkelsen af KS Prisen 2022, som gives til medlemmer, der har gjort en særlig indsats for at synliggøre KS eller KS'ernes faglighed.

Den første

I år var der tre prisvindere og det var Cathrine Holm-Nielsen, der fortalte om prisvinderne og begrundede:

”Den første af vores prismodtagere har været et aktiv for KS i mere end 20 år. Faktisk var hun det også tidligere end det, bare på en anden måde. Hun har nemlig engang været ansat i forbundet. I 2003 blev hun valgt ind i Hovedbestyrelsen– og hun sidder der stadig. Selvom ’sidder’ ikke er det mest betegnende ord, for hun er aktivt deltagende og møder velforberedt op til alle møderne. Det samme gælder hendes indsats i Repræsentantskabet.

Hun har altid fingeren på pulsen på de sociale medier og især på Facebook, hvor de fleste af opdateringerne i Region Sjælland er skrevet af hende.

Hun har også stået for en lang række arrangementer i regionen gennem årene.

Hun har skrevet det første #KSmener indlæg som ikke-medlem af KomPol-udvalget og støtter op som ”heppekor” for KS’ og forpersonens eksterne kommunikation.

Hun er en flittig leverandør af relevante stillingsopslag til KS JOB, til glæde for andre KS-medlemmer.

Marianne Jessing får en KS Pris for sit utrættelige arbejde for KS gennem mange år.”

Den anden

”Den næste prismodtager får prisen for sin utrættelige indsats i KS gennem mange år. Som medlem af flere forskellige regionsbestyrelser, repræsentantskabet og hovedbestyrelsen har hun fingeren på pulsen.

Hun har et indgående kendskab til KS, og hendes konstante engagement og evne til at udvikle sit frivillige arbejde inden for KS imponerer og inspirerer andre, ligesom hendes fokus på at synliggøre de forskellige aktiviteter. ’Hvis det ikke kommunikeres, findes det ikke’, kunne se ud til at være mantraet.

Hun står bag netværket ’Kommunikatører uden fagkolleger’ i Århus, som har kørt i flere omgange og som nu starter op igen.

Men hun står ikke bare bag, hun stiller også op, hver gang hun bliver spurgt.

Hun har en helt særlig åbenhed over for andre, og den gør blandt andet, at hun med lethed evner at skabe en inkluderende kultur, som er med til at styrke KS’ fællesskab år efter år.

Maiken Møller har gjort en forbilledlig indsats for KS og det får hun en KS Pris for.”

Marianne og Maiken kunne ikke være til stedet på Frivilligdagen, men vil modtage deres priser så snart det er muligt.

Den tredje

Det tredje prismodtager var heldigvis til stede:

”Han begyndte sin vej ind i KS som en del af Studenterorganisationen KairoS, hvor han var med til at starte KairoS SDU op.

Han er ikke bange for at påtage sig nye opgaver og siden KairoS-dagene har han engageret sig i flere forskellige bestyrelser og udvalg i KS og er i dag en del af KS Region Sjælland, hvor han er formand, Eventgruppe KS-Storkøbenhavn, Kommunikationspolitisk udvalg, Repræsentantskabet og suppleant i Hovedbestyrelsen.

Corona har været en vanskelig tid, det spændte blandt andet ben for fejringerne af KS’ 50-års jubilæum. I Region Sjælland blev ventetiden kompenseret med hele to arrangementer.

Han og de andre medlemmer i Kommunikationspolitisk udvalg haft travlt med at skrive kommunikationspolitikker. Udvalget er med til at bestemme, hvilke kommunikationspolitiske områder, KS skal fokusere på. Hvad skal vi mene noget om? Og hvad skal vores holdning være? Udvalget kommer med anbefalinger til hovedbestyrelsen og spiller dermed en vigtig rolle i forhold til at styrke KS’ brand og identitet som den foretrukne faglige forening og fagforening for kommunikationsfolk. I den næste tid vil udvalget skrive en rækker klummer til Kommagasinet, hvor I kan læse prismodtagerens klumme om bæredygtighed i det nye nummer af Kommagasinet.

Andreas Reime får en KS Pris for sit store engagement i KS.”

/files/assets/Andreas.jpg
Andreas skulle videre til 1. maj i Fælledparken dagen efter, så han fik en passende t-shirt til at have på i den anledning. Foto Anne Nimb

Hvis du ikke allerede er frivillig i KS og har fået lyst til at vide noget om, hvilke muligheder der er for at blive frivillig, kan du læse mere her ’Netværk og frivillighed i KS med faglighed som fællesnævner’.

/files/assets/KS-Prisen.jpg
De tre vindere var samlet et par dage før priserne skulle overrækkes på Frivilligdagen. Fra venstre er det Andreas Reime, Marianne Jessing og Maiken Møller. Foto Anne Nimb

Edit page