31. marts 2020

Din tjekliste: 6 ting du skal være opmærksom på inden en virtuel jobsamtale

/files/assets/news/jobsamtale-0-credits.jpg

Jobsamtaler kan være stressende nok i forvejen, men bliver det ikke mindre af at være virtuelle. Tusindvis af mennesker tager i disse dage til jobsamtale i deres dagligstue, en tendens som nok vil fortsætte noget tid endnu – og måske endda blive mere almindelig i fremtiden. Men for mange uden erfaring med onlinemøder, kan det også involvere en stor grad af usikkerhed.<br/> Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her vores tjekkliste over 6 ting som du bør være opmærksom på, inden du tænder for den virtuelle samtale. 

1. Begræns forstyrrende elementer – af alle slags
 
En jobsamtale er en seriøs og ofte lang samtale, og det er derfor en god idé at gøre alt for at sikre sig, at man ikke bliver forstyrret undervejs. På det praktiske plan bør du sikre, at du har sat rigelig tid af, hvor der ikke er andre der kommer rendende og hvor der ikke er for meget larm. Men det er lige så vigtigt at huske at lukke for alle programmer og browsere du ikke bruger specifikt til samtalen, lægge telefonen væk og holde en skarp fokus, ligesom du ville gøre til en fysisk samtale.
 
Uanset hvor godt vi har forberedt os, kan vi selvfølgelig ikke altid forhindre at blive distraheret. Derfor kan det give lige så meget mening mentalt at forberede sig på ikke at tabe tråden, hvis uheldet er ude, og der starter gadearbejde foran dit vindue. 
 
2. Vær sikker på teknikken
 
Der er intet der kan ødelægge et onlinemøder som problemer med teknikken: dårligt internet, et webcam eller en mikrofon der ikke vil samarbejde, eller bare en PDF-fil som pludselig ikke vil åbne under en præsentation. Vær derfor på forhånd sikker på, at alt virker som det skal – særligt hvis du bruger hardware eller programmer, som du ikke har fremme til hverdag. Lav et par testopkald, kig dit materiale igennem, og vær sikker på, at det hele spiller. Hvis du bor sammen med andre, så aftal måske også på forhånd, at der ikke er andre der trækker for meget på nettet under samtalen. 
 
3. Forbered gerne noget materiale, men send det i forvejen
 
Mange streamingløsninger har funktionalitet til at dele sin skærm, gennemarbejde tekster i fællesskab eller se en Powerpoint sammen. Og det kan være fristende at bruge de muligheder, ikke mindst for at signalere lidt fagligt overskud. Vi anbefaler dog at holde kreativiteten lidt i skak – eller i hvert fald at sende alt materiale du gerne vil gennemgå på forhånd. Nogle gange vil teknikken bare ikke samarbejde, og selv om du måske kan løse det i din ende, er situationen ofte lige så uvant for arbejdsgiver. Og så er det ærgerligt, hvis hele din samtale er struktureret om en præsentation, som du ikke kan give.

Husk også, at dit materiale skal være tydeligt uanset den platform modtagerne sidder på. Så tilpas dit materiale i tekststørrelse og visuel enkelthed, sådan at dem, der skal se det på en bærbar eller tablet og har delt skærmen op, stadig kan orientere sig.
 
4. Forbered din fremtoning
 
Det siger næsten sig selv, men sørg for at din fremtoning signalerer den seriøsitet en jobsamtale fortjener. Din forberedelse handler i sidste ende om at skabe omstændigheder, der minder så meget om en traditionel jobsamtale som muligt. Så du bør gøre lige så meget ud af din påklædning, som hvis du skulle til samtale hos virksomheden.
 
Din fremtoning handler også om det sted du sidder. Kontroller hvor langt du sidder fra dit webcam, så man kan se lidt mere end bare dit ansigt. Og sid gerne et sted uden for mange distraktioner i baggrunden, og gerne med så meget lys som muligt. Eller overvej om du skal stå op, det kan give dig ’grounding’ og åbne dit kropssprog.
 
5. Overvej den nye kontekst og sociale begrænsninger
 
Meget af vores naturlige adfærd i mødet med andre mennesker kan gå tabt i onlinemøder. Vi er ofte dårligere til at lave smalltalk, til at holde ’øjenkontakt’ og til at skabe en naturlig kontakt med de andre mennesker, særligt hvis det er en samtale med flere deltagere. Men der sidder stadig personer på den anden side, og den sociale kontakt er lige så vigtig som altid. Det er derfor ofte en god idé at forsøge at gøre den lidt kunstige situation mere behagelig og naturlig – nu du ikke kan give hånd eller rose kaffen.
 
Forbered nogle spørgsmål og kommentarer til starten af mødet, for at bløde stemningen om: Er forbindelsen okay, og er der hul igennem? Har de haft en god morgen? Har de travlt på hjemmekontoret? Eller til slutningen: At du glæder dig til at høre fra dem, håber de får en god påske, at de nye projekter kommer i hus eller andet. Sørg også for at holde øjenkontakten med dit webcam, og at fokusere på det/de mennesker der sidder på den anden side.
 
6. Prøv det med en ven
 
Alle de her ting kan man arbejde langt mere intensivt med, hvis man øver det på forhånd. Aftal en tid med en ven, giv din præsentation, og få dem til at kommentere på de ovenstående punkter: Var der nogen forstyrrende elementer? Virkede teknikken og det tilsendte materiale? Hvordan var din fremtoning, og sad du fint i forhold til kameraet? Fik du holdt øjenkontakt, skabt en god stemning og virkede du tilstedeværende? Det kan være uundværlig feedback inden den vigtige samtale.

Hvis du skal til en virtuel jobsamtale, er du altid velkommen til at skrive til vores karriereteam på karriere@kommunikationogsprog.dk – så vil vi hellere end gerne give tips, tricks og anbefalinger til hele processen.

Edit page