16. juni 2020

Der er brug for KS´ere – også når der skal gang i eksporten

/files/assets/news/plh-credits.jpg

KS-formanden slår et slag for KS’ernes bidrag til dansk eksport. KS´ere kan, med vores faglighed – i særdeleshed kombinationen af kommunikation, sprog og kulturforståelse - bidrage rigtig meget til at fremme eksporten efter coronakrisen, siger han.

”Med den seneste politiske aftale fra d. 15. juni, hvor regeringen og et stort flertal af Folketingets partier blev enige om at udfase de succesfulde hjælpepakker og erstatte dem med en omfattende genopretningspakke, der skal sætte skub i dansk økonomi efter coronakrisen, er jeg særligt glad for det fokus, der fortsat er på vores eksportvirksomheder,” siger KS-formand Per Lindegaard Hjorth.

Med genopretningspakken er der blevet afsat yderligere midler, blandt andet til genstartsteams, der bygger videre på de nedsatte vækstteams. Der skal blandt andet fokuseres på grøn teknologi, herunder energi- og miljøteknologi, og der er afsat penge til en yderligere styrkelse af Eksport- og Jobskabelsestaskforcen. Regeringen skal nu udarbejde oplæg til den mere konkrete udmøntning heraf.
 
”Og det er særligt i den forbindelse, jeg gerne igen vil slå et slag for et af KS’ forslag om, at virksomhederne får mulighed for at benytte et ”klippekort”, som de kan bruge til at købe ekstern bistand til deres arbejde med kommunikation og sprog. Mange virksomheder har ikke råd til at ansætte en fuldtidsmedarbejder på dette felt – derfor kan det være en rigtig god idé med muligheden for at ”købe ind” i forhold til behov og hvad der er råd til, ” siger formanden og fortsætter:

”For der er ingen tvivl om, at vi KS´ere med vores faglighed – i særdeleshed kombinationen af kommunikation, sprog og kulturforståelse - vil kunne bidrage rigtig meget til at fremme eksporten.”

Edit page