De bedste julehilsner fra din nordjyske bestyrelse
I december er julekortet for mange en fast tradition, hvor man skriver søde beskeder til sine kære i både nær og fjern, som vores mormor altid gjorde det. Og denne tradition vil vi gerne holde i hævd med et lille digitalt julekort.
Kære nordjyske medlemmer
Tak for et fantastisk år 2018. Tak for jeres deltagelse og store engagement i vores faglige arrangementer.
Vi har allerede i efteråret haft æren af at hilse på mange af jer og ser frem til at hilse på mange flere af jer i det kommende år.
Som I ved, er vi en ny bestyrelse, som i september blev dannet ved vores årlige generalforsamling. Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at præsentere os.
Charlotte (nummer et fra højre) er studerende ved Tysk og International Virksomhedskommunikation ved AAU, og ser bestyrelsesarbejdet som en fremragende mulighed for at få hands on erfaring med bl.a. eventplanlægning og som en mulighed for at lære nye mennesker at kende. ”Det bedste jeg ved i juletiden, er stemningen og atmosfæren – at alle er glade, at man tager sig tid til sine kære og at der pyntet op overalt. Det føles magisk!”
Majorie (nummer to fra højre) er uddannet cand.scient.adm. fra AAU og er i gang med en coaching uddannelse. Hun stillede op i bestyrelsen, fordi hun gerne vil sætte sit præg på bestyrelsesarbejdet og ikke mindst lære af de mere garvede bestyrelsesmedlemmer. Majorie elsker duften af brændte mandler, samværet med familien og juleindkøb i julelysenes skær.
Louise (nummer tre fra højre) har siden 2013 arbejdet som konsulent ved Mariagerfjord Kommune, hvor hun bidrager til HR, rekruttering og kommunikation. Louise er frivillig i bestyrelsen for at være med til at udbyde spændende arrangementer og udvide sit netværk. ”Det bedste ved julen er HYGGE; lave dekorationer, finde små gaver til en pakkekalender til min veninde, skrive julekort og lave julegodter.”
Cecilie (nummer tre fra venstre) læser cand.it. i oplevelsesdesign på AAU og er med i bestyrelsen for at give medlemmerne gode muligheder for kompetenceudvikling og netværk. Cecilie er ikke i tvivl om, at det bedste ved julen er familietid, hvor der er fokus på julehygge, småkagebagning og kalenderlyset, der langsomt tæller ned til den 24. december.
Pernille (nummer to fra venstre) er cand.mag. i Tysk og International Virksomhedskommunikation fra AAU og arbejder som Project Assistent ved Eurowind Energy A/S, hvor hun løser sproglige opgaver og koordinerer opgaver på tværs af organisationen. Pernille er altid klar på en gåtur i skoven, hvor hun har mulighed for at samle diverse pynt til juledekorationen, som selvfølgelig skal laves i godt selskab, mens julemusikken spiller i baggrunden.
Til sidst men bestemt ikke mindst står Christina (længst til venstre) – vores bestyrelsesformand, der i mange år har været med til at skabe struktur i bestyrelsesarbejdet og spændende, faglige arrangementer i Nordjylland. Christina er uddannet bachelor i erhvervssprog og arbejder med markteting og de tyske key account-kunder hos DAN DRYER. ”Det bedste ved julen er de gamle, hyggelige traditioner med venner og familie, julemusikken, min mormors gamle klokkestreng med pakker på og julelysenes smukke skær i den mørke tid.”
Rigtig glædelig jul! Vi håber, at I får en dejlig jul med fokus på de traditioner, som betyder noget for jer.
Vi glæder os til at se jer i det nye år.
De bedste julehilsner
Charlotte, Majorie, Louise, Cecilie, Pernille og Christina
KS Nordjyllands bestyrelse