21. august 2019

Bryd igennem: Samarbejde mellem retoriker og psykolog giver taleangste mod til at tale

/files/assets/news/priscilla-du-preez-credits.png

Det kan være angstprovokerende at tale foran andre. Derfor bestemte retorikeren Jens L. Jakobsen og psykologen Tomas Thormann sig for at lave et kursus, der kunne give både psykologiske og retoriske værktøjer til folk, der oplever taleangst. Mette Kynde fik på kurset mod på at tale foran andre og bruger fortsat værktøjerne i sit daglige arbejde.

Foto: Priscilla du Preez

En undersøgelse fra YouGov viser, at 45 procent af danskerne er nervøse for at tale foran andre. Mange af os kender også taleangsten fra den mundtlige eksamen.

Så da Jens L. Jakobsen mødte Tomas Thormann på et af sine kurser, blev de enige om at kombinere deres fagligheder og oprette kurset ’Bryd igennem’ for folk, der lider af angst for at tale foran andre. Jens L. Jakobsen, der arbejder for virksomheden Rhetor, forklarer det således:

”Som retoriker interesserer jeg mig for, hvad der kommer ud af munden på folk, og hvordan publikum modtager det, der bliver sagt i talen eller indlægget. Jeg interesserer mig faktisk for publikums følelser, mens Tomas interesserer sig for følelserne hos den, der holder oplægget. Det er helt oplagt at tage udgangspunkt i dette samspil”, siger han.

Mette Kynde, der er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, var en af de deltagende på første udgave af kurset, og hun er ikke i tvivl om, at samarbejdet er en god idé. Hun har altid haft svært ved at tale foran andre og har i mange år forsøgt at blive bedre til det.

”En vigtig del af mit job er at pitche Tv-programmer til fladens kanaler, og derfor er det afgørende, at man kan lide at fortælle og forklare foran en større gruppe af mennesker. Det har jeg aldrig brudt mig om. Da jeg så beskrivelsen af Bryd ud-kurset, var det derfor som skrevet til mig”, fortæller Mette Kynde.

Et trygt rum med andre i samme båd
Jens L. Jakobsen og Tomas Thormann gør meget ud af at skabe et fælles trygt rum mellem deltagerne, hvor de kan kende sig selv i de andre og derfor også være fælles om at bevæge sig fremad.

”Forløbet er ikke individuelt, men bygger på, at vi skaber et fælles rum, hvor kursusisterne ofte oplever, at andre har det ligesom dem. Det er værdifuldt og gør, at man rykker sammen på et hold. Så kan man også se, at principperne virker for andre”, forklarer Jens L. Jakobsen.

Det kan Mette Kynde genkende fra sit forløb, og det var med til at gøre, at hun kunne slappe af, selvom det krævede mod at skulle tale foran den lille forsamling på kurset.

”Det var meget grænseoverskridende, men det var et trygt rum, hvor både Thomas og Jens var enormt anerkendende, og hvor ingenting var forkert at sige. Det var afgørende for mig. Det gjorde det lettere for mig at åbne op, fordi vi alle sammen var i samme båd”, fortæller Mette Kynde.

Og lige præcis det, at de var fælles om angsten for at tale for andre, var med til at skabe en bedre forståelse for hinanden – og for Mette selv. Udviklingen i løbet af de to en halv dag, de havde sammen, var slående.

”Det var en øjenåbner at møde andre mennesker, der også havde svært ved at tale foran andre mennesker og se, hvordan de den sidste dag virkelig havde rykket sig og holdt nogle flotte taler. Det var meget rørende”, fortæller Mette Kynde.

Kursets sammensætning
Kurset strækker sig over to en halv dag, hvor Tomas Thormann den første dag introducerer deltagerne til begrebet angst, og hvordan det påvirker mennesker. Dagen efter holder deltagerne et oplæg for de andre. Jens L. Jakobsen uddyber:

”På andendagen holder man sit første oplæg i et trygt rum, hvor man bliver taget i hånden hele vejen. Her får man nogle retoriske redskaber, som både kan bruges mod nervøsitet, men primært skal bruges til at forbedre deres oplæg. Inden de går hjem, holder de oplægget igen, og her oplever vi, at oplæggene er markant bedre”.

Mette Kynde kan tydeligt huske, hvordan hun havde det, da hun skulle tilbage på arbejdet og prøve kræfter med de nye redskaber.

”Jeg var spændt på at skulle ud og bruge redskaberne i den virkelige verden. Men det er gået nemt med at implementere værktøjerne i min dagligdag efterfølgende, og det har haft en markant betydning for mit arbejdsliv”, siger hun.

Det er kombinationen af det psykologiske og det retoriske, der gør, at hun har rykket sig. Og specielt de retoriske virkemidler har gjort en enorm forskel.  

”De værktøjer, jeg har fået med fra kurset – både de psykologiske og retoriske – er virkelig guld værd på mit arbejde, hvor en præsentation kan være afgørende for et vigtigt salg”, afslutter Mette Kynde.

Vil du med
I løbet af efteråret vil der være flere ”Bryd igennem”-kurser, og du får som medlem af Kommunikation og Sprog 15 % rabat på dem. Jens L. Jakobsen opfordrer alle interesserede til at kontakte ham. Det gælder både jobsøgende, studerende og fastansatte. Det vigtigste er, at man er klar til at bryde igennem.

”Man skal tage med på kurset, hvis man er nået til et sted, hvor man har fået nok. Nok af ikke at kunne sove natten før et oplæg eller nok af at melde afbud eller melde sig syg, fordi man vil undgå at tale foran andre. ” hHvis man er interesseret i at komme med på et af kurserne til efteråret, må man gerne skrive til mig på jja@rhetor.dk”, siger han.

Tilmeld dig kurset her

Edit page