Boost din personlige branding og jobsøgning med synlighed på LinkedIn
Du har nok hørt det mange gange før: Hvis du er interesseret i job og karriere, så skal du være på LinkedIn. Det er en nem måde at være synlig for rigtig mange mennesker, der måske ellers ikke aner, at du eksisterer.
Foto: Pablo Gentile
At være synlig på LinkedIn kræver faktisk ikke alverden. Du kan starte med at beslutte dig for at sætte halvanden time af hver uge.
Inden du går i gang, er det en god idé, at din profil er opdateret, da du højst sandsynligt vil få nogle besøgende forbi. I dette indlæg går vi ikke i dybden med, hvad den gode LinkedIn-profil skal indeholde, men vi vil nævne det vigtigste.
Når du poster noget på LinkedIn, bliver dit navn og overskrift (headline) vist i dine kontakters feed. Derfor er det naturligvis vigtigt, at du har overvejet, hvad der står i din overskrift. Er du i arbejde, er det nærliggende at skrive din titel og arbejdsplads, men det fortæller ikke meget om dine spidskompetencer. Det samme gælder at skrive, at man er jobsøgende eller studerende. Derfor: Brug pladsen på at skrive, hvad det er, du bidrager med. For eksempel: ”Rådgivning i karriere, jobsøgning og trivsel med fokus på konkrete handlinger og mål,” eller: ”Kommunikatør | Kultur, sprog og politik | Content marketing og video.”
Du kan også med fordel overveje, hvilke nøgleord andre, kunne finde på at søge på. De ord, der står skrevet i din overskrift vægter nemlig tungt i søgeresultater. Er du i tvivl, så lav lidt research og se, hvad folk, der arbejder inden for dit område, har skrevet. Overvej også, om dit billede ligner dig og passer til din branche.
Så har vi allerede lidt at brandet på plads.
Synlighed, synlighed, synlighed
Når din profil er opdateret, skal du i gang med at arbejde med din synlighed. Som den gode Thomas Bigum (link: www.bigum.dk)ville sige, handler det om at give værdi til netværket. Der er med andre ord ingen, der gider at høre for meget pral, med mindre det giver dem en eller anden værdi. Ingen har lyst til at se billeder af, hvad du har foretaget dig, uden at der er en forklaring med. Husk at holde fokus på det faglige.
Det kan være en idé at overveje, hvilken vinkel du vil have. Det kan passende være noget, der passer til dine spidskompetencer/fagområde. Er du interesseret i at arbejde med content marketing, så kan det være dit fokus.
Hvis du synes, det er for grænseoverskridende at begynde med at poste noget selv, så kan du starte med at dele noget en anden har postet. Det er en god idé selv at give det en kommentar med på vejen.
Hvad kan du så dele eller poste?
Er du studerende, kan du passende skrive lidt om, hvad du undervejs undersøger og finder ud af. Dit speciale har en kæmpe branding-værdi. Udnyt endelig det ved at opdatere netværket med din nyeste viden.
Skriv om din faglige undren, gerne i kombination med gode spørgsmål, der lægger op til debat. Hvis du skaber engagement på LinkedIn, sørger algoritmerne for, at dit post spredes ud til flere.
Ellers kan du dele alt fra fede jobs, du falder over, til de nyeste blogindlæg om algoritmer. Du kan også liveposte, hvis du er ude til spændende og relevante arrangementer.
Så altså: Sæt halvanden time af hver onsdag til at se, hvad der sker af nye ting i dit feed og til at lave en opdatering. De fleste er på LinkedIn tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag. Den bedste måde at brande sig på er trods alt ved at give faglig, aktuel viden videre til dit netværk.