28. maj 2024

Bliv en glad jobsøger

/files/assets/news/motivation-credits.jpg

Det ville være rart, hvis det at søge job var det mest motiverende på jorden. Sådan er det desværre bare ikke. KS Karriereteam anbefaler, at du tager pauser, sætter delmål, vælger flere forskellige jobsøgningsaktiviteter, fokuserer på det, du kan ændre og ser positivt på det hele. Læs mere om, hvordan du bliver en glad jobsøger

Jobsøgningsprocesser er frustrerende for mange. Vi snakker i Kommunikation og Sprog hver uge med medlemmer, som måske særligt over de sidste par år har følt sig trætte, umotiverede eller frustrerede i deres jobsøgningsproces. Men også hjulpet dem videre, så de har kunne se lidt anderledes på tingene.
I denne artikel deler vi fra Kommunikation og Sprogs karriereteam ud af en håndfuld af vores vigtigste anbefalinger, som vi giver til medlemmer som føler sig frustrerede over en jobsøgningsproces. Og håber, at de måske også kan hjælpe dig videre.

1. Tag pauser - du kan ikke bestille motivation
Det ville være rart, hvis det at søge job var det mest motiverende på jorden. Hvis man glædeligt kunne bruge 50 timer om ugen på at opdatere sit CV, skrive hundrede jobansøgninger og ringe rundt til en masse virksomheder. Men for de fleste er jobsøgning en langtrukken, ofte stressende og frustrerende proces, der kræver både meget arbejde, meget overskud, og et krav om at fremstå motiveret. Særligt indenfor kommunikation, sprog og marketing, hvor mange stillinger og jobopslag efterspørger kreative, udadvendte og sociale profiler.


Det er derfor vigtigt at huske, at man ikke kan bestille motivation. Nogle dage i en jobsøgningsproces vågner man uden den mindste lyst til at skrive en ansøgning – og det er okay. Husk dig selv på, at du ikke kan levere 110% hver eneste dag som jobsøgende. Måske du kan bruge de dage på at lave noget research, tage en uforpligtende snak med nogen i dit netværk, eller andet som virker mindre krævende. Eller også kan du bare tage en pause, tænke på noget helt andet, og vende tilbage dagen efter med ny energi og motivation. 

2. Læg en struktur og sæt delmål, så din frustration ikke får overtaget
Frustration kan desværre ofte være en nedadgående spiral. Mange oplever, at motivationen daler, når de ikke hører fra virksomheden ved en ansøgning, efter en jobsamtale eller en kaffeaftale. De mister måske lidt interessen, kan ikke finde motivation til det målrettede arbejde, og tænker det hele kan være lige meget – hvis intet af det alligevel lykkes, hvorfor så spilde så mange timer på alt det netværk og forarbejde? Den måske største fare i et jobsøgningsforløb er herigennem følelsen af, at man ikke kommer nogen vegne, og derfor stagnerer i processen.


Den vigtigste anbefaling her er at sørge for, at der er struktur i jobsøgningsprocessen. Prøv at sætte nogle delmål for hvert skridt af processen. Læg en plan for din dag – at du skal finde mindst 3 relevante jobopslag, skrive en ansøgning til en bestemt virksomhed, og lave et telefonopkald. Læg en plan for din uge – at du skal lave intensiv research til drømmejobbet, sende mindst 3 uopfordrede ansøgninger, og kontakte mindst 5 personer i dit netværk. Læg en plan for din måned – at du skal søge intensivt på én branche og kontakte mindst 5 virksomheder, aftale mindst 3 kaffeaftaler, lave 5 opslag på LinkedIn og lave en ny skabelon for dit CV.
Struktur og delmål gør, at du løbende kan evaluere på din jobsøgning. De, gør at du bedre kan se hvad der har virket eller ikke virket. Og de gør, at du kan se en progression i dit forløb, selv hvis drømmejobbet heller ikke landede denne gang.

3. Sørg for at vælge forskellige jobsøgningsaktiviteter, som også får dig ’ud af huset’
Lidt for ofte bliver en dag dedikeret til jobsøgning til en dag foran computeren – til research, ansøgninger, mails, sociale medier og meget andet. Det kan i forvejen være lidt trættende, men hvis man efterfølgende gerne vil slappe af ved at se en serie, læse en artikel eller spille et spil, kan man hurtigt føle, at alt tiden som jobsøgende går foran en skærm. Og det kan nemt føje til følelsen af passivitet, som i forvejen præger en tid som jobsøgende. Særligt hvis man er ledig, og ikke har andre ting der kan optage en.


Vi anbefaler derfor altid, at man sørger for, at man i sin jobsøgningsstruktur også har faglige aktiviteter, som tager en ud af huset eller involverer noget andet. Og det behøver ikke være voldsomt udadgående, hvis du ikke er sådan som person. Du behøver ikke med det samme gribe telefonen og ringe til marketingchefen i drømmevirksomheden. Du kan også bare starte med at tage en kop kaffe med en gammel studiekammerat, ringe på et jobopslag, eller gå til et gåhjemmøde om et emne du synes er spændende. Det vigtigste er at få knækket rutinen, og sørge for at

4. Lad ikke dårlige nyheder eller vilkår påvirke din jobsøgning – fokuser på det, du kan ændre
Det er desværre et vilkår, at dårlige nyheder fylder overalt. Man hører om et presset arbejdsmarked og høj ledighed for humanister, om virksomheder som får hundredvis af ansøgere, eller om politikere der anbefaler akademikere at tage ufaglærte jobs. Mange medlemmer oplever derfor en frustration koblet til hele samfundssituationen, en tvivl på deres egen faglighed, og en tvivl om de overhovedet er gode nok til den type jobs de søger.


Den eneste pointe der her kan fremhæves er: Fokuser på det, som du kan styre. Du kan ikke bestemme om efterspørgslen på netop dine kompetencer er høj, om arbejdsmarkedet går godt eller skidt, om en branche klarer sig dårligt eller om en intern kandidat stjal drømmejobbet. Det du kan styre, er at lave noget godt jobsøgningsmateriale, finde virksomheder hvor du er et godt match, og lave en god struktureret jobsøgningsproces. Og så længe du gør det, gør du også hvad du kan, hvilket du godt må anerkende dig selv for.


Og så står det måske slet ikke så slemt til, som man skulle tro – selv om der er mange om buddet, er mængden af kommunikationsjobs stadig høj, fagligheden eftertragtet og karrieremulighederne mange.

5. Tillad dig selv at være frustreret – men lær at sige pyt, se på det positive, og ikke bruge for meget tid på det
Til sidst er det værd at sige: Du må gerne være frustreret. For der er mange frustrerende ting ved at være ledig. Tvivlen over fremtiden, frustrationen over manglende tilbagemeldinger, uklare udmeldinger fra jobcenteret, knuste håb når drømmejobbet går til en anden, og meget andet. Vi kan fra karriereteamet bekræfte, at det er noget tæt på alle vil opleve i løbet af deres arbejdsliv. Og derfor må man godt være frustreret, må godt sige til sig selv at det er en utaknemmelig proces, gerne være kritisk overfor situationen.
Den vigtige balance er at tillade sig at være frustreret, men ikke at bruge for meget tid på frustrationen. Ofte vokser frustrationen nemlig jo mere opmærksomhed man giver den, og hvis man i forvejen sidder meget alene med sine tanker og følelser, kan det derfor vokse sig stort og fylde meget i hverdagen. Find derfor en balance, hvor du ikke benægter din frustration, men heller ikke svælger i den. Sæt måske noget tid af med en god ven til at snakke om dine følelser, men læg det så på hylden, så I også husker at snakke om noget positivt og/eller konstruktivt. Eller lær at fange dig selv, hvis du bruger for meget tid på negative tanker, så du kan sige pyt og flytte din fokus.


Og så er det også en god idé engang imellem at se på den lyse side. Der er jo aldrig kun ét drømmejob, men mange forskellige. Og arbejdslivet byder på den lange bane på mange flere fantastiske kolleger, oplevelser, arbejdsopgaver og arbejdspladser, end den byder på skuffelser og frustration.


Hvis du har brug for at snakke med nogen om din proces, eller bare har spørgsmål til den gode jobsøgning, er du altid velkommen til at kontakte os for en feedback eller en snak om din proces. Læs mere om vores tilbud på https://kommunikationogsprog.dk/karriereservice

Edit page