27. marts 2019

Aarhus i Storytellingens univers

/files/assets/news/florian-klauer-489-unsplash4.jpg

KS workshop i Aarhus om strategisk Storytelling i praksis gav konstruktive indspark med inspiration og konkrete værktøjer.

Medlemmer fra KS Midtjylland fik i mandags svaret på kurset “Storytelling hands-on: Sådan fortæller du historier, der gør en forskel”.

Det har aldrig været nemmere at få sit budskab ud. Og på samme tid har det aldrig været sværere at få folks opmærksomhed — digitale medier har taget styringen og ændret vores måde at søge information, skabe relationer og købe produkter eller ydelser.

Det betyder, at virksomheder og organisationer er udfordret på deres kommunikative formåen, da modtagerne er bedre klædt på end nogensinde før. Så hvad gør man så?

Kurset, der strakte sig over tre timer, gav indblik i grundprincipperne bag strategisk storytelling, storytelling i praksis og leverede en storytellings-værktøjskasse.

Oplægsholder Kristian Frost, der til daglig er freelance kommunikationsrådgiver og tekstforfatter på en mission, fortalte om, hvordan man hjælper virksomheder med at fortælle strategiske historier — for derigennem at skabe autentiske brands med et stærkt fundament.

”For virksomheder kan det være forvirrende. Der er mange platforme, discipliner, tilgange og metoder — og mange vælger at bruge uanede mængder af penge på markedsføring uden at have et solidt fundament. Markedsføringskroner, der ofte går til spilde,” siger Kristian Frost.

Hans tilgang til strategisk kommunikation er forankret i traditionel storytelling — og med en teoretisk ballast fortalte han om, hvordan man skaber og former virksomheder og organisationers kommunikative base.

Ifølge Kristian Frost er det ikke længere nok for en privat virksomhed at være billigere eller bedre end konkurrenterne af den simple årsag; at vi er mere oplyste og kritiske end nogensinde før:

”Som kommunikationsrådgiver og tekstforfatter hjælper jeg derfor virksomheder med at definere én fortælling, der styrker og samler organisationen omkring et strategisk narrativ — et narrativ, som kan bruges i branding, markedsføring, salg og intern kommunikation.”

Inden oplægget var Kommunikation og Sprog vært for en lille sandwich, kaffe og te for de fremmødte.

Husk at tjekke KS kalenderen for arrangementer i nærheden af dig.

Edit page