9. juni 2022

7 ting der kan gøre dig karriereklar efter sommerferien

Sommeren er her, og feriesæsonen kan være et fint tidspunkt at sætte lidt tid af til at kigge på sin karriere, pudse sin faglighed af, og generelt tænke fremad. KS giver dig her 7 mulige karriereaktiviteter. Du kan sagtens nøjes med at vælge de to - det er trods alt snart sommer.​

/files/assets/sommerfere-1654775803.jpg

Foto: Unsplash

Så er det snart tid til ferie, som for mange betyder afslapning og et afbræk i hverdagen. Men sommeren du kan også vælge at sætte lidt tid af til at kigge på din karriere, pudse din faglighed af, og generelt gøre status på din faglighed.
Skulle du have lyst til og brug for det, kommer her vores 7 tips til, hvordan du kan bruge sommeren på at overveje din jobsituation og gøre dig karriereklar.

1.    Tjek op på dit netværk
Er der fagkolleger eller andre i dit netværk, det er længe siden du har snakket med og som du tænker det vil være inspirerende at holde kontakten med? Så brug den lidt mere rolige sommerperiode til at sende en mail, holde et møde, drikke en kop kaffe eller spise frokost. Er du i gang med noget du gerne vil have inspiration til eller feedback på? Så bed om det eller snak om der er sket noget fagligt I kan holde hinanden opdateret med.

2.    Optimer din tilstedeværelse online
Virksomheder evaluerer i stadig højere grad potentielle medarbejdere på deres onlinetilstedeværelse. Om det så drejer sig om din profil på LinkedIn, din tilstedeværelse på Facebook eller Instagram eller din personlige hjemmeside eller blog, vil det være en potentiel arbejdsgivers første møde med dig. Så om du er jobsøgende eller ej, kan det være en god idé at være med til at styre, hvilket billede du giver af dig selv online. Opdatér din LinkedIn profil. Arbejd med informationen om dig selv på tværs af medier, så du sikrer et sammenhængende personligt brand.  Lav eventuelt en hjemmeside eller blog om dig selv, for at du med det samme kan give det ønskede billede af dig og din faglighed. Der er mange muligheder og selv små tiltag kan gøre en forskel.

3.    Opdater dine faglige informationskilder
Man får typisk sine nyheder gennem de samme hjemmesider, nyhedsbreve, medier eller arrangementer som man altid har gjort. Men der er mange andre steder du kunne få information, som du ikke gør i forvejen – ofte tænker man bare ikke over det. Måske har GDPR hjulpet dig til at få sorteret ud i nyhedsmails? Ellers gør det til en sommerrutine at få tjekket igennem om du har glæde af det du abonnerer på eller skal finde ny inspiration så du er opdateret med det nyeste og mest relevante for dig, dit job og din faglighed. Det kan du gøre ved at lede efter nye hjemmesider, nyhedsbreve, podcasts eller andet som kunne have din interesse. Kig efter kurser, arrangementer eller gåhjemmøder, eksempelvis hos relevante virksomheder, som du kunne udnytte.

4.    Evaluér din jobsituation
Ofte kan perioden omkring en ferie være det perfekte tidspunkt at spørge sig selv, om der er noget ved ens job man kunne tænke sig at ændre. Er du stadig tilfreds med dine opgaver, eller er der opgaver som du ikke længere synes er spændende eller relevante? Er der opgaver du kunne synes var spændende, som du ikke har mulighed for at lave i din nuværende stilling? Har du fået nye ambitioner? Måske kan du forberede din næste MUS (eller bare et møde med din nærmeste leder) i god tid inden hverdagsstresset tager over igen, og du glemmer hvad det er du gerne vil videre i din karriere.

5.    Opkvalificer dig med gratis onlinekurser, podcasts og webinarer
Uddannelse og efteruddannelse behøver ikke længere foregå i et klasselokale: Der er tusindvis af gratis ressourcer online, hvor du gennem skræddersyede kurser, videoer, webinarer, podcasts og artikler kan opkvalificere dig i netop den faglighed du er interesseret i. Vil du gerne blive bedre til Google Analytics, eller til at lave en bannerreklame? Til at lave en god præsentation, eller facilitere en workshop? Til at skrive opdateringer der fænger på sociale medier, eller en god overskrift til jeres nyhedsbrev? Spørg dig selv hvad du mangler af professionelle eller personlige indspark, definer hvad du gerne vil blive bedre til, og gå så i gang med at søge.

6.    Er du jobsøgende er sommeren en god tid at søge job i
Der er ofte lidt mere tid i virksomhederne til at svare på spørgsmål, og selv om der måske er lidt mere ro på, er der ofte rigeligt med job at søge i sommerperioden. Er der ikke job, der er relevante for dig at søge, så kan du bruge lidt tid på at kigge på dit CV og din ansøgning, så det er klar til næste gang du skal søge drømmejobbet.

7.    Gå til faglige arrangementer
Er du en af dem, der ikke får tilmeldt dig faglige arrangementer og ofte fortryder, så lav en aftale med et par stykker, du gerne vil følges med, så kan I både få viden og netværke og få set hinanden samtidig. Det er da smart. Er I alle medlemmer af Kommunikation og Sprog, så aftal at følges til faglige arrangementer i efteråret – hvis ikke, så er det jo altid muligt at blive medlem.

Edit page