15. januar 2019

5 veje du kan tage din karriere i 2019

/files/assets/news/lllll.jpg

Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her en liste med 5 nytårsforsætter, du kan forholde dig til nu, hvor du lige er kommet i gang med det nye arbejdsår. Hvis du ikke kender dine karrieremæssige nytårsforsætter for 2019, så start her.

Af Ask Lehrmann

Et nyt år er en god grund til at overveje, om du er tilfreds med forholdende på dit arbejde, og generelt en god mulighed for at reflektere over, hvilken udvikling du vil være med til at skabe. For det kan være godt at starte det nye år ud med en bevidsthed om, hvad du gerne vil arbejde mere eller mindre med, eller hvordan du kan bruge det kommende år til at komme videre i din karriere.

Forsæt 1: Jeg vil have mere i løn
At forhandle løn er en løbende proces, hvor du over et helt år skaber gode resultater for virksomheden, samtidig med at du tydeliggør det for din chef. Hvis et af dine nytårsforsæt for 2018 er en lønforhøjelse, bør du allerede nu begynde med forarbejdet. Beskriv dine succeser, fokuser på dine resultater, og sørg for at gøre dig bemærket. Forbered dig samtidig grundigt på din lønsamtale, og hav dine argumenter og resultater klar på forhånd, sammen med KS’ lønstatistik. Og hvis det ikke kan blive til en lønstigning i år, så overvej i stedet, om der er personalegoder eller andet, du i stedet kan forhandle dig frem til.

Forsæt 2: Jeg vil udvikle mig fagligt
En god måde at få ny ambition og energi i en stilling er at tage efteruddannelse og kurser, der opkvalificerer dine kompetencer og dit CV. Det kan give et boost til både virksomheden, din afdeling og til dig personligt. Hvis dit nytårsforsæt er faglig udvikling, så definer, hvad du gerne vil blive klogere på, undersøg dine mulighed for kurser og efteruddannelse, og tag en snak med din chef om dine muligheder. Forbered dig med argumenter om, hvilken værdi det kan skabe for virksomheden, og hvordan det vil være med til at fremtidssikre dig i forhold til din faglighed. Hvis det ikke er en mulighed, er der mange måder, du kan få inspiration: gå-hjem-møder, aftenkurser, webinarer eller andet. Tilbud, du også altid kan få gratis hos KS.

Fortsæt 3: Jeg skal tage pulsen på mit arbejdsliv
Har du følt dig træt eller stresset over dit arbejde over det sidste år? Det er altid fint at være fremadrettet og ambitiøs, men ofte er det lige så vigtigt at mærke efter. Ligesom man tænker over løn, udvikling og arbejdsopgaver, bør man nemlig tænke på, om man er tilfreds og velfungerende i sit nuværende job, eller om man er på vej til at have for meget. Hvis du synes, dit arbejde fylder for meget eller stresser dig, mere end det burde, bør dit nytårsforsæt være at tage pulsen på dit arbejdsliv. Tag en dialog med din chef om din hverdag og dine arbejdsopgaver, og prøv måske at dokumentere din situation: Hvilke perioder har det været for meget, hvilke opgaver fylder, og hvad kan der gøres for, at du finder mere ro i dit arbejdsliv? For det er vigtigt at tage det i opløbet, og ikke når det er for sent.

Forsæt 4: Jeg vil have nye og anderledes opgaver
Når man har siddet i en stilling i en periode, vil man nogle gange sidde fast i de samme opgaver. Hvis dit nytårsforsæt er, at du gerne vil have nye opgaver, så overvej, i hvilken retning du gerne vil tage din faglighed, og om der er opgaver, du gerne vil arbejde dig hen imod. Er der nye projekter, du vil kunne deltage i på din arbejdsplads, eller gode idéer, som du selv vil kunne være med til at søsætte? Kortlæg eksempelvis de opgaver, du synes, der fylder for meget, eller de opgaver, du synes, der fylder for lidt, og tag en uforpligtende snak med din chef. Selv om man ikke altid kan forvente den store udvikling med det samme, kan det være, at du på sigt kan arbejde dig hen imod det, du synes, er spændende. Og ligesom med lønudvikling, er det altid en god idé at plante et frø med det samme.

Forsæt 5: Jeg skal videre i karrieren
Selv om du er glad for dit job, er det altid en god idé at stoppe op en gang imellem og overveje, om dit nuværende job indfrier dine ønsker. Får du den løn, du gerne vil have, er du tilfreds med dit arbejdsmiljø, er der nye arbejdsopgaver, du gerne vil prøve kræfter med, eller er der andre brancher, du gerne vil arbejde hen imod? Selv hvis dit nytårsforsæt er at komme videre i karrieren, behøver det ikke betyde et kæmpe skift med det samme. Start i det små: Opdater dit CV og din LinkedIn profil, lav en plan for, hvad du kunne tænke dig at lave, og begynd at aktivere dit netværk. Så bliver du også mere afklaret, om dit nuværende job rent faktisk er det rigtige for dig, om du stadig har noget at lære, eller om det vil være det rigtige at begynde på jobsøgningen i 2019.


Hvis du savner inspiration eller sparring til dine nytårsforsæt, er du altid velkommen til at booke en karrieresamtale. Så kan vi udvikle dem sammen!

Edit page