25. maj 2021

5 løsninger på dilemmaer i jobsøgningen

/files/assets/news/robert-anash-credits.jpg

Kan man søge to stillinger det samme sted? Hvad gør man, hvis man bliver inviteret til samtale på to jobs? Kan man tillade sig at bede om mere i løn? I KS Karriere støder vi ofte på dilemmaer, når vores medlemmer henvender sig til os for at få sparring, og her får du vores bud på, hvordan du kan gribe den slags dilemmaer an.

Der er ikke altid et klart svar på det enkelte dilemma, fordi meget handler om kontekst og, hvordan man er som person. Her i artiklen tager KS Karriere nogle af dilemmaerne op og kommer med vores bud på løsninger.

1) Kan man søge to stillinger det samme sted? 
En gang imellem støder vores medlemmer på to jobs i samme virksomhed, som de gerne vil søge. Ofte er de i tvivl, om det vil virke utroværdigt at søge begge jobs. 
Her skal man spørge sig selv, om man vil blive glad i begge job. Måske passer det ene i virkeligheden bedre en det andet, og der kan man jo så komme i den situation, at man får det man mindst vil have, og at det andet går til en anden. Og det skal man jo så kunne være i.
Hvis man lander i gerne at ville begge job, kan man vælge at søge begge stillinger for at vise en motivation for virksomheden og dens mission/profil/marked.
Hvis jobbene ligger langt fra hinanden – skal man for eksempel bruge to helt forskellige kompetencesæt for at kunne varetage stillingen, skal man nok overveje at ’nøjes’ med det, hvor ens kompetencer matcher bedst.

2) Kan man søge uopfordret efter man har søgt en opslået stilling og fået afslag?
Hvis man har haft en god dialog med virksomheden, og måske endda været til samtale, skal man ikke være bleg for at høre dem, om de kan bruge en til noget andet. Det kan være en ide at lade lidt tid gå, så man er kommet lidt væk fra afslaget. I mellemtiden kan man blive skarp på, hvad det er man vil tilbyde, som er anderledes end det, afslaget gik på. Det kommer også lidt an på, hvad for en virksomhed, der er tale om og størrelsen på den. Chancen for, at de har brug for endnu en kommunikationsmedarbejder i en lille virksomhed, er nok ikke så stor.

3) Hvad gør man, hvis man bliver inviteret til samtale på to jobs?
Det kan jo ske, at man i en jobsøgningsperiode bliver inviteret til samtale på to forskellige job, og der skal man altså ikke tøve med at takke ja til begge to. Det kan jo være, man hælder mest til det ene job, men man kan altid blive overrasket til en samtale, hvor man får mere information og hvor man jo møder folk fra arbejdspladsen. Nogle af vores medlemmer udtrykker dårlig samvittighed over at spille på to heste, men der er altså sådan jobsøgningsspillet er. Og der må man være sig selv nærmest.

4) Hvad gør man så, hvis man får tilbudt et job, mens man venter på svar fra et andet? 
Det er ikke nogen nem situation, men sværest er den jo, hvis man helst vil have job nr. to. Hvis svaret fra arbejdsgiver nr. to er lige på trapperne, kan man jo sige til arbejdsgiver nr. 1, at man har brug for et par dages betænkningstid.  Hvis der er længere udsigter til, at arbejdsgiver nr. 2 svarer, så er situationen en anden. Formelt kan man risikere et erstatningskrav, hvis man hopper fra et job, hvor man har skrevet under. Det er dog aldrig noget, vi har oplevet, og langt de fleste arbejdsgivere vil være forstående om end ærgerlige overfor situationen. En mundtlig aftale er faktisk også juridisk bindende, men er sværere at bevise end, hvis man har skrevet en kontrakt under. Formalia kan være, at du starter i det nye job og herefter siger op i den aftalte prøvetid. Kontakt gerne KS, hvis du står i den situation.
Har du ikke sagt ja til noget, og får tilbudt et andet job, ja så er du i din gode ret til at tage det job, du helst vil have.

5) Kan man tillade sig at bede om mere i løn?
En del af vores medlemmer henvender sig, fordi de af forskellige årsager er i tvivl, om de kan tillade sig at bede om mere i løn end det tilbudte, når det kommer til lønforhandlingen i forhold til den nye kontrakt.  
Og ja, det kan man. Inden du går i gang med forhandlingen, er det en god idé at kontakte KS – enten ved at skrive til os – eller selv starte med at gå på vores hjemmeside ”løn og jura”.  
Der er nemlig også forskel på hvordan lønnen en sammensat – for eksempel om det er i en kommune eller region eller staten eller en privat virksomhed. Og løn er ikke bare løn. I lønpakken indgår også andre elementer såsom ferie, frihed, flekstid, betalt telefoni og meget, meget mere.

Edit page