6. marts 2019

5 kompetencer der er ekstra relevante lige nu

/files/assets/news/william-iven-22449-unsplash-0.jpg

Kommunikationsmarkedet ændrer sig konstant og det er vigtigt at holde sig opdateret på tendenser, fagligheder og arbejdsopgaver, så man forbliver attraktiv og konkurrencedygtig på arbejdsmarkedet. En af de tydeligste tendenser for kommunikationsfaget de sidste par år er, at der sker en langsom sammensmeltning af kommunikation, marketing og IT.
Hvis man vil være klogere på sit eget fag, er det en god ide at se hvad der rører sig indenfor de andre.
Kommunikation og Sprogs karriereteam giver dig her 5 kompetencer indenfor kommunikation, marketing og IT, som vi tror vil blive ekstra relevante i år.

1. Strategisk produktion og brug af video og lyd
Der er ingen nyhed i, at video, webinarer, podcast og andre former for visuel og auditiv kommunikation er definerende for både moderne kommunikation og marketing. Men netop derfor handler det ikke længere bare om at producere video og lyd, men om at kunne gøre det bedst og på de rigtige platforme. Der er brug for kommunikatører der kan klippe og redigere lyd og video, men også for kommunikatører der kan strategisk markedsføre, vurdere, sammenligne og måle på videoindsatsen. Er en 20 minutters informationsvideo til intranettet det rigtige, eller kunne en 30 sekunders smartphonevideo på LinkedIn opnå det samme?

2. Digitale indholdsstrategier
Der har i en årrække været meget snak om værdien af content marketing, og hvordan man som marketingansvarlig bedst formidler en virksomheds produkter. Men indholdsstrategier er vigtige for alle som arbejder med kommunikation, og digitale løsninger har skabt helt nye muligheder for at producere en god, dokumenteret indholdsstrategi. Nu handler det ikke bare om at sætte realistiske mål og have en indholdskalender, men om at udnytte nye muligheder. Det kunne være digitale projektstyringsværktøjer, at kunne følge med i brugernes digitale adfærdsmønstre og at etablere hvilke typer content der appellerer til hvilke målgrupper.

3. SEO
Søgemaskineoptimering har altid været en vigtig kompetence indenfor marketing, men det er af gode grunde også blevet noget som mange kommunikatører må kunne tænke i. Halvdelen af al trafik på internettet går igennem Google, og det vil sige at tilgængeligheden af alt indhold på nettet er afhængig af, at det er nemt at søge frem. I en verden hvor Google med én enkelt opdatering af deres algoritme kan ændre, hvordan internettet ser ud, er det vigtigere end nogensinde at være opdateret. Det handler ikke bare om at skrive et par tags eller bruge det rigtige ord – en forståelse af SEO kan bestemme hvorvidt en kampagne lykkes eller ej.

4. Medarbejderambassadører
Der er mange virksomheder som ser værdien af eksterne influenter og personlige brands til at promovere deres virksomhed eller produkt – men mange virksomheder er også begyndt at se værdien i at bruge interne ressourcer. Engagerede medarbejderambassadører kan styrke kommunikationen til kunder, brugere eller borgere, og særligt sociale medier har givet nye muligheder for at sende medarbejdere i front i virksomhedens møde med omverdenen. Det kan give et ekstra lag på den eksterne kommunikation, øge troværdighed og også bidrage til medarbejdernes egen forståelse af kommunikationen.

5. Måling af kommunikation
Det ligger integreret i flere af de andre punkter, men det skyldes netop, at det at måle og analysere stadig er blandt de vigtigste kompetencer i en moderne digital virkelighed. Om det er at bruge Google Analytics til at måle på en hjemmeside, at analysere modtageradfærd på et nyhedsbrev eller at have en ordentlig evalueringsstrategi, er det nødvendigt at indtænke data i sine kommunikationsindsatser for at vide at man rammer rigtigt.

Edit page