5 gode grunde til igen at gå til fysiske arrangementer
Er du i tvivl om, hvorfor du skal bruge dine hverdagsaftener på mere fagligt indhold, eller hvordan du fremadrettet kan udnytte kurser og arrangementer i din karriere? Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her 5 anbefalinger til, hvorfor og hvordan du bør gribe muligheden for faglig udvikling gennem arrangementer.
Danmark er ved og åbne op igen, og efter sommerferien vil der igen være mange muligheder for gåhjemmøder, workshops, arrangementer, kurser, konferencer, og andre faglige events. Men nogle mennesker kan være i tvivl om, hvorfor man skal bruge sine hverdagsaftener på mere fagligt indhold. Eller blive i tvivl om, om et Zoom-møde ikke kunne gøre meget af det samme – det er nu engang sådan vi har gjort det de sidste mange måneder.
Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her 5 anbefalinger til, hvorfor og hvordan du bør stryge skjorten og gøre aktiv brug af diverse faglige events. Det er nemlig vigtigt løbende at du opdaterer din faglighed, så du igennem hele dit arbejdsliv er konkurrencedygtig. Og de fysiske arrangementer kan noget særligt.
1. Brug det til at udvide dine faglige horisonter
Særligt som nyuddannet oplever mange at mangle et overblik over muligheder på arbejdsmarkedet, og mange vil samtidig have en tendens til at specialisere sig gennem et arbejdsliv. Alle muligheder for nye faglige vinkler udefra kan bruges til at opdage nye muligheder, man måske ikke var opmærksom på. Måske du kan blive klogere på en faglighed, en arbejdsopgave, eller en vinkel på en udfordring, du ikke tidligere har tænkt på? Prøv at deltage i et bredt udvalg af arrangementer, også dem som ikke ligger skarpt indenfor din faglighed, og overvej om der er nye perspektiver du finder interessante. Du kan samtidig bruge det til at vurdere din egentlige interesse for emnet, og om det er noget du kunne tænke dig at arbejde videre med.
2. Du kan bruge det som inspiration til at søge mere information om emner, du synes er interessante
Der er grænser for, hvor meget man kan lære på et par timer. Men det gør det samtidig til en oplagt mulighed for at vide hvor du skal søge hen, hvis du bliver fanget af et emne eller en metode. Spørg eventuelt oplægsholder hvor vedkommende kan anbefale at man læser videre, eller gennemgå materialet fra dagen på et senere tidspunkt. Find frem til de vigtigste nøgleord, og søg på ny information på nettet, eller gennem dine kolleger og øvrige faglige netværk. Så kan du bruge arrangementet som udgangspunkt for en længere udviklingsproces.
3. Du kan bringe ny viden i spil til dit arbejde eller jobsøgning
Når du har været til et arrangement, så prøv at lægge en plan for, hvordan informationen vil kunne skabe værdi for dig. Reflekter over de vigtigste pointer: Hvordan er de relevante for netop dig og dit arbejde eller din jobsøgningsproces? Kan du bruge din nye viden konkret til at udvikle på dine arbejdsopgaver? Har du ny information at dele med dine kolleger, som kan være en del af en vidensudveksling i dit team? Hvis du er studerende eller ledig, er der så information du vil kunne bruge i dine opgaver eller jobsøgningsmateriale? Det vigtigste er at få den nye viden aktiveret, så du kan få den knyttet til din egen praksis. Og du vil hurtigt opdage.
4. Du kan udvide dit professionelle netværk
Det er altid en god idé at møde nye mennesker indenfor og udenfor ens felt og faglighed, og her er fysiske netværksarrangementer den måske bedste mulighed for både arbejdende og ledige. Kig en eventuel deltagerliste igennem, og vær opsøgende både i dagens aktiviteter eller til et efterfølgende glas vin – og sørg for at følge op med en kontaktanmodning på LinkedIn, hvis i har noget at snakke om.
5. De fysiske arrangementer har nogle muligheder, som digitale arrangementer ikke har
Selvfølgelig er der også mange fordele ved digitale kurser – de er mere tilgængelige, nemmere at presse ind i en travl hverdag, og er for mange mere uforpligtende. Men fysiske kurser giver for mange stadig en bedre platform for at netværke, for at lave øvelser sammen, og for forskellige typer samvær, som ikke er muligt selv med breakout rooms og deltager-polls.
Husk, at Kommunikation og Sprog årligt tilbyder over 200 gratis arrangementer, webinarer, workshops og konferencer – fysisk og digitalt. Og at de (næsten) alle er gratis for dig som medlem.
En stor del af efterårets arrangementer er allerede i kalenderen, så hop forbi https://forum.kommunikationogsprog.dk/kalender og se, om der ikke også er noget for dig.