11. maj 2022

4 trin til at blive en god netværker

Har du brug for at for at få sat strøm til netværket, men ved ikke helt hvordan? Virker det uoverskueligt det der med at skulle netværke? At kunne netværke er en uvurderlig erhvervskompetence, som du vil skulle bruge i mange situationer i dit arbejdsliv. Frygt ikke – her kommer 4 trin til at få dig i gang.

/files/assets/netvaerk.jpg
Foto Unsplash

En væsentlig pointe i forhold til at netværke er, at du kender flere, end du tror. Der er dele af dit netværk, der er mere aktivt end andre, men i bund og grund har du mange grene at tage fat i, når du først går i gang. Start med at danne dig et overblik og husk, at alle dele af dit netværk har en betydning.

Din ingeniørnabo kan have et job på en arbejdsplads, du er interesseret i. Din gamle studiekammerat eller en af dine kollegers ægtefæller kan være optaget af de samme bæredygtighedsdagsordener som dig.

Mange har en forestilling om, at man skal være på en bestemt måde, når man netværker. Gerne sådan lidt smart i en fart. Men faktisk er det ifølge Netværksakademiet, som har udgivet bogen ”DNA-networking – udnyt dit netværkspotentiale”, en misforståelse.

Man kan sagtens være god til at netværke, selvom man er overvejende introvert. Og dit netværk er brugbart, både når du er jobsøgende, eller når du er i job og skal skabe nye kontakter og samarbejdspartnere.

Men hvad er det så lige, man rent faktisk skal gøre? Her kommer vores fire gode råd til at blive en bedre netværker:

1. Brug LinkedIn

LinkedIn er den mest effektive løsning, når du skal holde dig opdateret på, hvor dem du kender, befinder sig professionelt. Du kan gøre det nemmere for dig selv ved at lave afgrænsede søgninger. For eksempel alumner fra en bestemt uddannelse afgrænset på årgange, eller på en given arbejdsplads, Du kan også søge på tidligere ansættelser. Sørg for at sende personlige og målrettede invitationer.

2. Vær nysgerrig

Spørg dig selv, hvilke personer, du har mest lyst til at tilbringe tid sammen med. Er det mennesker, der er nysgerrige på dig, der virker interesserede i at lære dig at kende, eller på at høre din mening?

Eller er det folk, der taler om sig selv og alt det, de kan? Det gælder både på LinkedIn og når du møder folk til et netværksarrangement. Hav først og fremmest fokus på at være nysgerrig på de andre. Udover at de får en behagelig oplevelse med dig, så får du også en masse viden, du kan bruge senere hen.

3. Vær dig selv

Du er mere tiltalende og nemmere at afkode, hvis du er autentisk. Du står stærkere og virker mere tydelig. Parker alt det med at være fremme i skoene, når du er ude og netværke. Stå ved dine styrker og brug dem. Meget generelt betragtet er folk der hælder mod det introverte ofte gode til at lytte og stille spørgsmål, og have nogle dybere samtaler med færre mennesker, hvor folk, der er mere ekstroverte, er gode til at tale – og gerne til/med mange på én gang. Overvej at træne træk fra den anden side. Hvis du er introvert, skal du måske øve dig på også at fortælle noget om dig selv, og hvis du er ekstrovert, skal du øve dig på at bruge mere tid på at lytte.

4. Giv noget til netværket

Hvis man kun tager, så virker netværket ikke. Men hvis alle giver, så får alle også noget. Hvordan kan man give noget til netværket? Først og fremmest kan du hjælpe, dem der spørger om hjælp. Tænk over, hvem du har i dit eget netværk, og dermed hvem du kan formidle kontakt til, når nogen har brug for hjælp til at komme ind i en branche eller lignende. Du kan også give din viden videre. Ser du en god artikel om de nyeste trends inden for influencer-marketing, så del denmed dit netværk på Linkedin. Deltag i debatten og kommentér på andres indlæg. Det kan også være, du er god til at skrive ansøgninger eller til tegnsætning, og her kan du også byde ind, hvis nogen har brug for det.

Edit page