10. juni 2020

3 ting, der virker til jobsamtalen: Forberedelse, forberedelse og forberedelse

/files/assets/news/amy-shamblen-credits.jpg

Jo bedre, du er forberedt til en samtale, des mere tjekket vil du føle dig og fremstå. Og jo mere overskud har du til at være nysgerrig på virksomheden. Som sidegevinst vil nervøsiteten i lang de fleste tilfælde også dale, fordi du kan dit stof. Her kommer derfor et par gode tricks, som hjælper dig til at skabe overblik og holde det undervejs i samtalen.

Kend materialet
Kend dit eget materiale: Samtalen tager i høj grad udgangspunkt i dit CV og din motiverede ansøgning, og det er vigtigt, at du kender dine tekster ned til mindste detalje. Se samtalen som en uddybning af det, virksomheden allerede ved om dig.
Kend deres materiale: Gennemgå opslaget for de vigtigste krav til jobbet, og undersøg virksomheden nærmere på deres hjemmeside, LinkedIn og andre relevante platforme. Så kan du vinkle dine erfaringer og idéer, så de falder bedst sammen med deres behov.

Organiser din erfaring og dine idéer
Når du nu har stillet skarpt på opslaget og på, hvad du har lovet i din ansøgning, så finder du fire stykker papir frem. Tre af papirerne inddeler du i forskellige temaer, som matcher de arbejdsopgaver/kompetencer, du har skrevet om i din ansøgning. Det kan for eksempel være SoMe, website og nyhedsbreve, eller det kan være projektledelse, kampagner og presse – alt efter hvad arbejder består af. Til hvert tema skriver du stikord til, hvordan du helt konkret vil gå til værks. Nedskriv også gerne en succeshistorie fra tidligere ansættelser, som kan underbygge dine kompetencer og idéer. Arbejdsgivere elsker som regel konkrete eksempler.
Tænk i værdiskabelse. Ansættelsesudvalget er interesserede i dig og dine kompetencer, men mest i forhold til, hvordan de kan skabe værdi for dem som virksomhed. Hold hele tiden i fokus, hvordan du som ansat vil bruge dine kompetencer til at fremme virksomhedens faglighed og økonomi.
Indholdet på de tre papirer hjælper dig til forberedelse og til at være klar i spyttet til samtalen. Samtidig er indholdet på papirerne det, du SKAL have sagt, inden du går ud ad døren. Der er intet mere irriterende end at komme i tanke om alle de ting, du ikke fik sagt efterfølgende.

Vær nysgerrig
På det fjerde papir forbereder du nogle spørgsmål, du selv vil stille, når du får muligheden. Det kan handle om branchen generelt, om arbejdsopgaver, kulturen på arbejdspladsen, om virksomhedens succeser, udfordringer og kunder.  Det signalerer, at du er interesseret i virksomheden som helhed og din rolle i værdiskabelsen. Det viser også en (pro)aktivitet og nysgerrighed, så du ikke ender med at være passiv som under et forhør.

Husk den røde tråd
Det kan være fristende at tale i øst og vest for at fremhæve alle dine stærke sider. Men der er en fordel i at forklare den røde tråd igennem dit arbejdsliv som leder frem til dette job, så du kan være sikker på at tegne de store linjer for dit arbejdsliv, og ikke gå helt fortabt i detaljer. Derfor er det også en god idé at forberede din personlige præsentation/elevatortale. Ofte starter ansættelsesudvalget med at sige ”fortæl om dig selv”, og der skal din korte tale selvfølgelig være målrettet og fremadrettet mod netop dette job. De kan også finde på at spørge til din motivation for at søge jobbet. Dit svar her vidner om forståelse af virksomhedens profil og mission og din rolle heri.
Tag materiale med. Print ansøgning, CV og jobopslag, så du kan kigge med, hvis de spørger til noget. Tag også dine noter på dine fire papirer med, så du undervejs kan sikre dig, at du får sagt det hele. Bonus: Det virker tjekket og forberedt at have papirer med.
Held og lykke!

Edit page