30. august 2017

Vil du have løftet kvaliteten i dit projektarbejde?

Et nyt netværk for KS’ere der er nysgerrige og ønsker at udvikle deres kompetencer indenfor projekt- og forandringsledelse er ved at blive dannet. Hvis du vil være med, er der kickoff 21. september i København.


”Det er både udviklende, tværfagligt og inspirerende at arbejde med projekter, men det kan også være kaotisk, krævende eller sågar konfliktfyldt. Derfor er der behov for modeller og værktøjer til at styre projekter gennem de forskellige faser og til kommunikation og ledelse af projektteamet, de mange interessenter og forandringsdelen,” siger Christina Lysholt om baggrunden for det initiativ, hun har taget til et netværk for KS-medlemmer, der arbejder med eller ønsker at arbejde med projekt- og forandringsledelse.

Formålet med netværket er, at deltagerne kan udveksle erfaringer, de kan lære om projekt- og forandringsledelse, de kan møde nye mennesker, der arbejder med de samme problemstillinger / dilemmaer til daglig, og de kan komme ud at opleve nogle forskellige virksomheder, der har høstet erfaringer med modeller og værktøjer, som har løftet kvaliteten i deres arbejde med projekt- eller forandringsledelse.
”Men det bliver i høj grad op til deltagerne i netværket at bidrage til, hvordan det skal fungere fremadrettet. På kickoff-mødet kommer vi til at arbejde med et manifest for netværket. Det skal beskrive, hvorfor netværket skal eksistere, og hvad vi skal have ud af vores deltagelse,” siger Christina.
Ud over et manifest for netværket skal vi også beslutte, hvor ofte netværket skal mødes, hvordan vi skal organisere os, og vi skal lytte til, hvilken type arrangementer medlemmerne ønsker sig, hvem der vil være med til at planlægge og gennemføre  arrangementer, administrere netværksportal med adgang til fælles dokumenter, præsentationer etc.
Christina Lysholt ser målgruppen for det nye netværk som alle, der arbejder i projekter, uanset om de har titel af programleder, projektleder, assisterende projektleder, projektkoordinator, projektassistent eller projektsekretær.

Lige nu er der 25 tilmeldte til kickoff og hvis du også vil tilmelde dig, gør du det her

Hvis du allerede nu har fået lyst til at høre mere om at være frivillig i det nye netværk og om de mange forskellige opgaver, vi skal have løst, så ring eller skriv til Christina på telefon 42 70 08 04 eller på e-mail christina@lysholt.dk

Efterårets møder i netværksgruppen

21. september Kickoff netværk for projekt- og forandringsledelse 
KS, Hauser Plads 20

4. oktober Demonstration af VDC-Lab hos MT Højgaard
Hvordan har digitaliseringen skabt værdi i projekterne? Niels Wingesø Falk, divisionsdirektør, VDC MT Højgaard

26. oktober ADKAR – del I
Workshop med introduktion til ADKAR-modellen Liselotte Søndergaard, partner, Human Univerz KS

8. november ADKAR – del II
10 års erfaringer med ADKAR i KMD.
Hvordan har det løftet kvaliteten i projekterne? Ulrik Kjærgaard Sørensen, projektchef KMD

23. november Mental robusthed
Hvordan kan vi styrke den mentale robusthed i vores design af forandringsprojekter og i rollen som projektleder Eva Hertz, direktør Center for mental robusthed