13. august 2013

UGENS BOG: Hvid røg, sort tårn

”Sort røg, hvidt tårn. Langt til hvid røg, sort tårn”
Det lyder som volapyk. Eller en kodet spionbesked. Men er som bekendt ingen af delene. Derimod var det sådan, Margrethe Vestagers tweet lød i 2011, dengang røgen fra branden i KB Hallen drev over et hvidt højhus, mens der endnu ikke var gennembrud i forhandlingerne om regeringsgrundlaget i det sorte, høje hotel, hvor partierne befandt sig.

Netop ministerens mange tweets er fortællingens røde tråd, og i bogen gengives et bredt udvalg af de 3.000 beskeder på de klassiske 140 tegn, Margrethe Vestager har skrevet, siden hun begyndte at twitte i 2009. I dag følger 30.000 med i hendes Twitter-aktiviteter.

I snart 20 år har Margrethe Vestager været en fremtrædende radikal skikkelse, præstedatteren fra Ølgod, der er rundet af kirkelige, radikale og folkelige rødder og en god portion livsvisdom fra sin nu afdøde farmor. Hun har været helt nede politisk, hun har været dømt ude, og der var folk, der mente, at politik havde hun ikke forstand på. I dag har hun genrejst både sig selv og partiet – og er flere gange kåret til landets mest indflydelsesrige politiker.

Hvid røg, sort tårn
Af Elisabet Svane
264 sider
Gyldendal