22. oktober 2013

UGENS BOG: Bevægelsen

Næsten alle virksomheder, organisationer og foreninger er blevet til, fordi der i samfundet var et behov eller et problem, der kaldte på en løsning. De er født med et formål. Der er lige så stor brug for en neutral, humanitær aktør, der kan hjælpe verdens krigsofre, som da Røde Kors blev grundlagt. Der er lige så meget brug for et Amnesty International, som for 50 år siden. Og Novo Nordisks kamp mod sukkersyge er mindst lige så vigtig, som da virksomheden blev grundlagt.
Men nogle gange er formålet blevet indhentet af tiden og konkurrenterne, og så kan der være brug for at formulere et helt nyt. Lars Kolind bruger banker, fagforeninger, folkeskolen og kommuner som eksempler og giver inspiration til et kritisk blik og en løsning.
Lars Kolind, der tidligere har været direktør i Radiometer og Oticon, er i dag entreprenør og involveret i mere end 25 start ups.


Bevægelsen
Af Lars Kolind
Gyldendal Business
Kr. 99,95