30. september 2020

Udbetaling af feriepenge

/files/assets/news/micheile-henderson-lz-4npfkcv8-unsplash-credits.jpg

Så er der åbnet for udbetalingen af de indefrosne feriepenge. Du kan søge om at få udbetalt tre af fem ugers feriepenge, optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020. Pengene kan bestilles på <a href="https://ressourcer.borger.dk/bestil-feriemidler.html">Borger.dk</a> indtil den 31.december 2020.

Hvor mange feriepenge kan jeg få udbetalt?

Hvor meget du får udbetalt afhænger af, hvor meget du tjener, og hvor meget du betaler i skat. Feriepengene er skattepligtige som al anden indkomst. Se hvor mange feriepenge, du kan få udbetalt her.

Vær opmærksom på, at det beløb du vil få udbetalt, ikke nødvendigvis er helt korrekt. Det skyldes, at ikke alle arbejdsgivere har indberettet, hvor mange feriepenge deres ansatte har til gode. Får du for lidt udbetalt, vil der blive rettet op på det. Hvis du får for meget udbetalt, vil det betyde, at du har det mindre stående indefrosset, til du forlader arbejdsmarkedet. 

Skal jeg få feriepengene udbetalt eller lade dem stå?

Det skal du naturligvis helt selv afgøre. Meget afhænger af, hvor du står i livet, og hvordan din økonomi ser ud. Du kan overveje følgende:

Vis samfundssind og brug penge

Formålet med at udbetale de 3 ugers feriepenge før tid er at sætte gang i økonomien under coronakrisen. Så hvis du vil udvise samfundssind – skal du få pengene udbetalt og gå ud og forbruge de uventede feriepenge på forbedringer i hjemmet, restaurantbesøg eller oplevelser. Hvis du er blevet ledig, eller du i øvrigt er på offentlig forsørgelse, kan det være en fordel at få feriepengene udbetalt, da udbetalingen ikke modregnes i de sociale ydelser.

Hvad betaler du i skat?

Betaler du topskat, eller tjener du lige under grænsen, kan du med fordel lade pengene stå.

Hvis du tjener 49.000 kroner eller derover, betaler du i forvejen topskat. Tjener du mellem 45.000 og 49.000 kroner per måned, skal du betale topskat af en del af feriepengene. Tjener du 45.000 kroner eller mindre om måneden, skal du ikke betale topskat.

Indbetaling til pension?

Du kan også overveje at få feriepengene udbetalt og sætte dem ind på en pensionsordning. Tal i givet fald med dit pensionsselskab eller banken, inden du beslutter dig.

Edit page