29. marts 2016

Tivoli satser på mobil-spil

NYHEDER: Hjælpeorganisationer sender bloggere på presseture // Sprogbrug i de nye medier // Sprogbrug i de nye medier // Läkerol støves af

Tivoli satser på mobil-spil
Tivoli går gamification-vejen. Et nyt spil, Tivoli Puzzle, skal være med til at skabe større engagement i Tivoli-brandet året rundt.
Her kommer brugerne til at kunne spille sig til point, der kan ombyttes til ”vouchers”, altså værdikuponer, som kan bruges i Tivoli. Brugerne kan fx vinde et entrépas eller en frokost i en af havens mange restauranter.
- Tivoli er et brand, som både skal levere tradition og fornyelse. Med det nye spil kan vi gøre begge dele. Den digitale platform som legeplads er i høj grad en fornyelse, mens indholdet i spillene kommer til at tage udgangspunkt i det Tivoli, som vores gæster kender og værdsætter. Et mobilspil er et naturligt skridt for os i vores udvikling som oplevelsesbrand. Ikke mindst fordi vi i Tivoli har haft spil i over 100 år, siger Elisabeth Milton Hemmingsen, kommerciel direktør i Tivoli.
Spillet er et såkaldt Match 3 spil, som f.eks. Candy Crush. Det bliver gratis at downloade, og man kan både spille gratis eller købe sig til ekstra spiloplevelser.
Spillet åbner dermed også op for en ny forretningsmodel for Tivoli, og der er tale om en ny måde at engagere brugerne på, når de ikke befinder sig i haven, hvilket er lidt af en nødvendighed i vor digitale nutid.
Kilde: markedsforing.dk

Hjælpeorganisationer sender bloggere på presseture
Bloggere som Mascha Vang og Trine Maria Larsen fra lortemor.dk har så stor gennemslagskraft, at NGO’er inviterer dem på presseture til flygtningelejre og fattige lande i stedet for journalister.
Engang var nødhjælpsorganisationers presseture til udlandet forbeholdt pressen. Men bloggere har i dag så stor gennemslagskraft, at de også inviteres med. Informationschef i Unicef Karin Aaen var med til at arrangere Mascha Vangs rejse til Liberia sammen med Ibis og Danmarks Indsamling. Hun siger, at bloggere kommer ud til nogle andre mennesker end de klassiske medier.
- Bloggerne har en kæmpestor følgeskare, der ikke nødvendigvis læser Kristeligt Dagblad, Politiken eller BT, siger hun.
Maschavang.dk har for eksempel 350.000-450.000 unikke brugere om måneden. Og hun skrev otte blogindlæg om turen til Liberia.
- Det er vildt mange historier. Hendes reach er kæmpestort, siger Karin Aaen.
- Andre kommunikationsfolk i branchen har sagt, at de aldrig ville tage en blogger som Mascha Vang med på en pressetur – på grund af hendes image. Men en ting er hendes ry. Noget andet er det, hun rent faktisk står for. Hun er en iværksættertype, der skriver om andet end slankekure, siger Karin Aaen.
Ud over Mascha Vang har Karin Aaen også været på presserejse med mor-bloggeren Trine Maria Larsen fra bloggen lortemor.dk, der har 30.000 unikke besøgende hver måned.
Kilde: journalisten.dk

Sprogbrug i de nye medier
Nu kan du tilmelde dig det tredje symposium om sproget i de nye medier. Det foregår den 27. april i Dansk Sprognævns lokaler.
På det tredje symposium om sproget i de nye medier kan du bl.a. opleve Jesper Tække fortælle om Emojis og implementerede kommercielle interesser på Facebook. Mie Bligaard Christoffersen fortæller om gymnasieelevers skriftlige og tekniske færdigheder i skriveprogrammet Word, og Marianne Rathje fortæller om Sprognormer i debatforummet Nationen.
Tilmeldingen er åben nu, og der er kort frist. Det koster 100 kr. (50 kr. for studerende) at deltage.
Tid og sted: Onsdag den 27. april 2016 kl. 9-17 på Dansk Sprognævn, Worsaaesvej 19, 4. sal, 1972 Frederiksberg C.
Kilde: sproget.dk

Läkerol støves af
En ny emotionel brand-profil skal revitalisere Läkerol, der har næsten alle danskere – især kvinder – som mere eller mindre faste kunder.
Cloetta har gennemført en langsigtet revitaliserings- og brandingprocess for Läkerol, og det første resultat ses nu med Robert/Boisen & Like-mindeds kampagne for den nye Läkerol variant Ginger Lime.
Lanceringsfilmen tager udgangspunkt i en indsigt i, at ”vi alle har hver vores særegne måde at spise den lille pastil på”, lyder det.
– Vi er meget glade for filmen, der helt klart går til kanten, men gør det på en fin og humoristisk måde, fortæller Line Norup, Brand Manager for Läkerol.
Filmen er blevet et hit på Facebook og er på den første uge nået ud til mere end 750.000 mennesker, heraf 550.000 ved organisk reach. Filmen er desuden blevet delt over 1.100 gange og har fået mere end 3.500 kommentarer.
– Vi har i kommunikationen ønsket at ryste støvet lidt af brandet, og gøre det relevant for en yngre målgruppe, der søger en emotionel historie og samtidig ønsker sig et lille uskyldigt hverdags treat med god smag, en lille forkælelse i hverdagen, fortsætter Line Norup.
Cloetta og Robert Boisen arbejder i øjeblikket på en større Läkerol kampagne, der lanceres i sensommeren 2016.
Kilde: markedsforing.dk