9. marts 2016

Til kamp for kommunikation

Forleden fik vi endnu en mediehistorie, hvor kommunikation er i skudlinjen og hvor anvendelsen af kommunikation bliver omtalt som uigennemsigtig og uden offentlighedens indsigt. KS-formand Per Lindegaard Hjorth mener, at historien er en rigtig god anledning til at starte en konkret debat om hvor og på hvilke måder kommunikation er vigtig. For der er åbenlyst behov for en bredere forståelse for, at kommunikation ikke alene er en omkostning, men bidrager positivt til samfundet.


 -hær, skjulte -millioner, -kapløb, -oprustning. Kan du gætte hvilket ord, der skal sættes foran? Det er ordet kommunikation, der mangler. Hvis du gættede det, er du på sporet af endnu en mediehistorie, hvor kommunikation er i skudlinjen og hvor anvendelsen af kommunikation bliver omtalt som uigennemsigtig og uden offentlighedens indsigt. Men betyder mere kommunikation ikke det modsatte, nemlig mere demokrati og mere åbenhed?
 P1 Dokumentar og dr.dk beskrev forleden almindelige kommunikationsopgaver, der købes af statslige myndigheder, med ordene kommunikationshær, skjulte kommunikationsmillioner, kommunikationskapløb og kommunikationsoprustning.
 For første gang havde man nemlig fået sat tal på omfanget af kommunikationsmedarbejdere, der er ansat i staten. I 2014 mere end 400 fuldtidsstillinger. Hertil kommer mindst 151 millioner kroner, som staten har købt ydelser for hos mindst 96 private kommunikationsbureauer. Tallene kommer af en aktindsigt, som P1 Dokumentar har fået adgang til.
 Det er fint at vi får sat tal på, hvor værdifuld kommunikation er for den offentlige sektor, for statens kommunikation med borgerne kræver åbenhed og professionalisme. Demokrati kræver åbenhed. Tænk på, hvordan vi alle vil have hurtige svar og hvordan vi reagerer, hvis ikke de kommer. Og tænk på hvor mange dårlige sager vi ser i den offentlige sektor. Tænk på Skat.
 400 ansatte ud af statens 200.000 plus en omkostning på 115 millioner kroner bliver i DR til en hær af kommunikationseksperter. Det er op til den enkelte myndighed selv at vurdere, om pengene til kommunikationsydelserne er godt givet ud. Kun her kan man vurdere om det er mange penge.
 Når jeg ser den slags overskrifter får jeg lyst til at slå et slag for kommunikation. Kommunikation er et fag med mange fagligheder og de fleste udøvere af faget arbejder med formidling til interne målgrupper. For eksempel medarbejdere, borgere eller kunder. Og så er der nogle, der arbejder for ministre, andre som skal rådgive i forhold til de møgsager, der hele tiden opstår og endnu andre, som servicerer medierne.
 Myndighederne har et behov for at være synlige, at profilere sig og legitimere sig, og det er vigtigt at sætte en dagsorden. Kommunikation handler også i høj grad om information og regulering af borgernes adfærd. Det er faktisk det modsatte af uigennemsigtighed og manglende offentlighed.
 Alting er kommunikeret i dag. Der findes ikke ikke-medialiserede rum. Og kommunikation er jo også borgernes behov. For borgerne stiller krav om at blive informeret.
 Statens udgifter til kommunikation viser derfor også hvor vigtig professionel kommunikation er i vores samfund. Heldigvis, vil jeg sige, bliver der brugt energi, penge og ressourcer på kommunikation.
 Jeg tænker, at DRs historie er en rigtig god anledning til at starte en konkret debat om hvor og på hvilke måder kommunikation er vigtig. For der er åbenlyst behov for en bredere forståelse for, at kommunikation ikke alene er en omkostning, men bidrager positivt til samfundet.