Når jeg først har skrevet det ned, er det ude af hovedet. Jeg kan for min død ikke komme i tanke om, hvad jeg har skrevet på de små farverige sedler. Det er en ’afsluttet opgave’.
For nylig, da jeg læste Pia Hauges bog, Pause Power (kæmpefan i øvrigt og nu selvbestaltet pausepioneer), fik jeg sat navn på fænomenet; Zeigarnikeffekten. Efter psykologen Bluma Zeigarnik, der observerede tjenere på wienske konditorier og deres evne til at huske ordrer, alt efter om regningen var blevet betalt eller ej.
Det, der sker, er følgende: Afsluttede opgaver (betalte regninger) ’slettes’ fra hukommelsen. Igangværende eller afbrudte opgaver (stadig spisende gæster) gør ikke.
Hvor tit går du hjem fra arbejde og har løst og afsluttet alle dine opgaver? Nej, vel… ikke ret tit. Det betyder selv sagt, at selv om computeren er lukket i, så kører hjernen tit videre.
Så med et arbejdsliv præget af komplekse, længerevarende opgaver, som projekter, processer eller udvikling, der er svære at afgrænse og som kræver tankevirksomhed, kreativitet, gode beslutninger og mental båndbredde og strækker sig ud over timerne på kontoret, så trænger hjernen ærlig talt til en pause. En rigtig pause.
Problemet er bare, at vi er usandsynlig dårlige til at holde pauser. Og de små hjernevenlige - rigtige - pauser, er for mange stort set forsvundet.
I stedet for at holde (de rigtige) pauser, laver vi små overspringshandlinger, smider små private gøremål (Aula, e-boks, netbank, nemlig.com, koordinering på Messenger og så videre) ind i arbejdsdagen eller tager telefonen med på toilettet og tjekker FB eller LI. Og du kan godt påstå, at du ikke gør, men 73% af alle (93% af de 18-29-årige) gør, så sandsynligheden for, at du gør det… Og faktisk viser det sig, at jo mere vi trænger til en pause, jo dårligere er vi til at tage den.
Måske har du allerede hørt om dommerne, der afsiger hårdere straffe op mod frokost, fordi deres trætte hjerner afføder mere ’automatreaktion’. Undersøgelser af andre professioner tydeliggør ligeså, hvordan vi sløser og slækker på kvaliteten, når hjernen har kørt længe og trænger til en pause.
I koncentrations- og relationstunge jobs konstituerer den gode pause en modvægt til dårlige beslutninger og dårlig kvalitet i arbejdet. Derfor skal vi have gjort pauser til en naturlig og integreret del af arbejdsdagen. Og man kan lige så godt hjælpe sig selv ved at komme i gang med og øve sig på at holde rigtige hjernepauser. Altså de pauser, hvor man glemmer arbejdet og er nærværende i noget andet – eller laver absolut ingenting. Det kan være en lidt længere pause, men selv en helt lille mikropause kan gøre underværker. Det gælder om at finde dit eget bedste pause-set-up, hvor du får ro på dig selv og IKKE har en skærm involveret.
Sommerferien er lagt bag os, og de længere restituerende pauser kan under alle omstændigheder ikke erstatte eller opveje de daglige pauser, hvis man skal undgå at blive udmattet over tid. Så hermed hep og en klar anbefaling om at gå i gang med at holde effektive hjernevenlige pauser.