1. december 2020

Tag hånd om din udvikling på arbejdspladsen

/files/assets/news/samtale-credits.jpg

Din udvikling på arbejdspladsen behøver ikke kun rykke en gang om året ved den årlige MUS, men kan sagtens finde sted løbende. Tag sagen i egen hånd og sørg for, at din udvikling og dine idéer ikke skal vente hele og halve år. 

På offentlige arbejdspladser har man ifølge overenskomsten formelt krav på en årlig MUS, men der står ikke noget sted i lovgivningen eller i din overenskomst, at du har krav på MUS, hvis du arbejder på en privat arbejdsplads. Det betyder dog ikke, at du ikke kan få en MUS. Det er i udgangspunktet chefens ansvar at indkalde dig til MUS. Men du har et medansvar for din egen udvikling og kan derfor også selv bede om MUS. 
Som de regelfølgende mennesker vi er, kan vi have en tendens til at være afventende i forhold til at tale udvikling og ønsker til fremtiden med vores ledere. Vi mener vel, at det hører til i en formel samtale, som fx MUS, eller vi venter til vores leder selv til tager initiativ til en udviklingssamtale.
Ofte adresserer vi dette emne med vores medlemmer, og vi siger, at de gerne selv må bede deres leder om en samtale, hvis de synes, de er stagneret. 

Her er nogle tips, hvis du gerne vil rykke på din udvikling eller nye idéer, er der mange måder at gøre det på i løbet af året.

Hold opfølgningsmøder med din chef
Har du formel MUS på din arbejdsplads kan det være en idé at aftale et eller flere opfølgningsmøder. På den måde kan du holde gryden i kog og sparre med din leder løbende. Som udgangspunkt vil din leder sætte pris på en medarbejder, der er proaktiv og som tager ansvar for egen arbejdsglæde. Planlæg derfor grundigt, hvad du vil tale med din chef om. Du skal fremlægge dine ideer og ønsker på en konstruktiv måde – her skal du både have dine og virksomhedens mål for øje. Du skal bruge konkrete eksempler, som er nemmere at handle på. 

Statusmøder/ 1:1-møder
Forhør dig hos din leder om muligheden for at mødes med jævne mellemrum. Hvis du har aftalte møder med en fast kadence (en gang om måneden for eksempel), så ved din leder, hvad du laver og hvilke opgaver der giver energi – og du har mulighed for at holde din leder opdateret med overvejelser, succeser og udviklingsbehov. Det er en mulighed for at give din leder en slags formaliseret føling med hvad der sker. 

Uformelle opdateringer
Møder du din leder ved kaffemaskinen, sidder I ved siden af hinanden til frokost, eller er I ugentligt til afdelingsmøder, er det også en mulighed for at komme historier fra det virkelige liv. Fortæl lidt om, hvad du går og laver, så I har en fælles referenceramme. Det er ikke meningen, at du skal tæppebombe din leder med succeser, hver gang du ser hende, eller at du konstant skal hævde dig selv. Det er nærmere en mulighed for at invitere din leder ind i maskinrummet og giver hende en føling med tingenes tilstand, så er det nemmere løbende at tale udvikling. 

Fortæl hvad du godt kan lide
Gør din leder opmærksom på, hvilke projekter eller opgaver du har haft, som du rigtig godt kan lide. Fortæl om, hvordan de er gået, så hun er opmærksom næste gang et lignende projekt er aktuelt. Pointen er, at du ikke kan regne med, at din chef ved alt dette af sig selv.

Edit page