31. august 2016

SU-udspil deler vandene

KS-formand Per Lindegaard Hjorth advarede forleden mod konsekvenserne af at skære i SU’en som regeringen foreslår i sin 2025-plan. Det er der naturligvis delte meninger om, også på KS’ Facebook-side, hvor synspunkterne går lige fra, at der ikke kommer noget godt ud af at skære i uddannelserne, til at Danmark har verdens højeste uddannelsesstøtte og at der kan være fornuft i at skære i den.

-    Det nytter ikke at forringe danske studerendes mulighed for SU for at skærme SU-systemet. Det betyder, at færre vil få mulighed for at få en lang videregående uddannelse og færre vil kunne bryde den sociale arv. Det nytter heller ikke, at det er de studerende, der skal betale for at sikre kvaliteten i et uddannelsessystem, som længe er blevet udsultet.

Sådan sagde KS-formand Per Lindegaard Hjorth blandt andet i en artikel på KS’ hjemmeside tirsdag, da regeringens 2025-udspil blev offentliggjort. 
Vi lagde artiklen på vores Facebook-side og det satte en debat i gang som vi synes er værd at følge.

For eksempel spørger David Hinsch Schønnemann: Kan i virkelig ikke se bare en smule fornuft i at justere en af verdens højeste uddannelsesstøtter?
KS har svaret, at vi mener, at en nedsættelse med en lille femtedel er for meget og kan kategoriseres som mere end en justering.

Jesper Hjoellund spørger: Troede egentlig det var en upolitisk organisation. Hvorfor lægger i f.eks ikke vægt på tiltagende for iværksættere - dem må der være mange af i KS.
KS svarer: Hej Jesper vi er en upolitisk organisation i den forstand, at vi ikke støtter et politisk parti. Men når danske studerende rammes af indgreb fra den siddende regering, reagerer vi, fordi vi er en fagforening, der værner om vores medlemmers interesser. Enig med dig i, at der i 2025-udspillet også er gode initiativer, for eksempel bedre vilkår for iværksættere og pensionsområdet. Det kommer vi også til at sætte fokus på i den kommende tid.
Hvortil Jesper Hjoellund replicerer: Det er også tarveligt at den skal sættes så langt ned, at den kun er en del højere end andre lande i Norden. Dansk SU er dobbelt så højt end i Norge og Finland og 2.5 højere end i Sverige. Jeg ser frem til at se opslaget, hvor i roser tiltaget til iværksætteren og arbejdsgiveren - altså den del af jeres medlemmer der betaler kontingent.

Se hele debatten på KS’ Facebook-side

I dag har vi postet et blogindlæg fra Sara Skøtt Sørensen, der er studentermedhjælper i KS: Ville du overhovedet kunne fortsætte dit studie med 2025-planen?