7. januar 2016

Snefri?

Når sneen lander, kan det også betyde, at det bliver problematisk at komme på arbejde. Busser og tog kan blive aflyst - og bilen vil måske ikke starte. Det er dog ikke ensbetydende med, at du ikke skal møde på arbejde.

Udgangspunktet er, at der skal være tale om snestorm eller ”force majeure” for, at du har ret til at blive hjemme. Det kan for eksempel være, hvis myndighederne fraråder al udkørsel.

Såfremt det ikke er muligt for dig at komme på arbejde, skal du altid give din arbejdsgiver besked så hurtigt som muligt. Arbejdspladsen kan have nogle retningslinjer for ”snefri”, men det er ikke et juridisk begreb, der findes for funktionærer.

Du skal være opmærksom på, at du ikke har krav på løn, hvis det er umuligt for dig at møde på arbejde. Derimod kan du evt. aftale med din arbejdsgiver, at du bruger en feriedag, feriefridag, afspadserer eller måske arbejder hjemmefra for at undgå at blive trukket i løn.

Hvis du er i tvivl, er det altid en god idé at kontakte din arbejdsgiver.