9. september 2013

Skal Cecilie varetage DINE interesser i KS?

I 2013 er der valg til Repræsentantskabet i KS. Som studentermedlem  i Kommunikation og Sprog har du naturligvis også en stemme. Cecilie vil gerne repræsentere de studerende i KS’ øverste ledelse, Repræsentantskabet, og derfor har hun stiftet en studenterliste. Her kan du læse lidt mere om Cecillie, og hvad hun gerne vi arbejde for.

Hvorfor har du valgt at stille du op?
I KS er vi samlet for at varetage fælles interesser. Ordet ’interesse’ har mange betydninger. Det handler blandt andet om vores optagethed af et fælles emne eller en fælles sag, men også om forhold, der er til fordel og til gavn for en fælles gruppe. Jeg stiller op som studenterrepræsentant for KS fordi jeg mener at kunne varetage begge slags interesser.

Hvad vil du gerne arbejde for?
Jeg vil arbejde for den værdi, jeg mener, der ligger i et fællesskab som vores. Ikke kun i fælles interesser, men også i fælles muligheder. Jeg vil arbejde for, at KS forbliver en organisation, der skaber muligheder.

Mere konkret kunne jeg godt tænke mig at arbejde for nogle initiativer, som er specielt brugbare for KS’ studentermedlemmer. Initiativer som bygger videre på de arrangementer, som KS holder allerede bl.a. vedrørende karriererådgivning og online personlig branding. For én ting er at kunne sælge sig selv godt (skrive et godt cv), en anden ting er faktisk at være klar over, hvad ens kernekompetencer er. Og hvilke kernekompetencer man i øvrigt ønsker at besidde.

Derfor synes jeg, at det kunne være interessant at oprette initiativer, som sætter fokus på, hvordan man som kommunikationsuddannet skaber sit eget job. Det er nemlig mit indtryk, at mange studerende kan være i tvivl om, hvilke kompetencer de egentlig besidder og hvordan disse kompetencer kan bruges på arbejdsmarkedet.

Vi hører meget ofte, at vi skal skabe vores egne jobs, og sætte vores cv sammen, så vi kan opnå et job inden for det felt, hvor vi ønsker at arbejde – men hvor kan vi finde hjælp til at omdanne alt den teoretiske viden, vi lærer på universitetet? Hvordan kan vi få øjnene op for de utallige muligheder, der findes i en så mangfoldig branche som kommunikationsbranchen? Man kan læse sin studieordning, men disse er ofte enormt strømlinede og passer på alle, der har taget uddannelsen. Derfor bør denne slags initiativer iværksættes. For vi ved jo ikke, hvad vi ikke ved.

Hvorfor skal man stemme på dig?
Jeg har øje for, at den information, vi giver hinanden, skal stemme overens, så det, jeg siger, også er det samme, som det du forstår. På grund af denne bevidsthed egner jeg mig til at formidle og omsætte indtryk til udtryk. Carl Scharnberg skrev engang: ”Vi ved: Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele”. Spørgsmålet er: Hvad er det vi vil?’ For mig handler en fagforening om, i fællesskab at blive bevidste og enige om, hvilke ting vi ønsker skabt.

Kort om Cecilie
Cecilie har netop påbegyndt sin kandidat i Analytisk Journalistik (cand.public) på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har også været på udveksling som Erasmus-studerende på London Metropolitan University og er aktiv i AIESEC, hvorigennem  hun har været i praktik hos NGO’en ’Brazil Foundation’ i Rio de Janeiro. Cecilie har blandt andet været studentermedhjælper i Region Hovedstaden, hvor hun arbejdede med terminologistyring.

Sådan gør du
For at kunne stille op til repræsentantskabet som studentermedlem  kræves det 15 stillere blandt studentermedlemmerne i Kommunikation og Sprog. Hvis du vil hjælpe Cecilie med at stille op, så skal du sende en mail til konsulent Kirsten Olsen på kio@kommunikationogsprog.dk med dit cpr. eller medlemsnummer og angive, at du støtter Cecilies opstilling.