Ny overenskomst i staten

11. februar 2024
Af Jacob Suhr

Efter næsten 7 døgn og intense forhandlinger blev der søndag den 11. februar 2024 indgået en overenskomstaftale for KS’erne og resten af de ca. 90.000 akademikere på det statslige område. Læs her om nogle af hovedpunkterne.

Løn

Den samlede ramme for overenskomstfornyelsen er på 8,8 % for den toårige periode.

Langt hovedparten bruges på løn. Pr. 1. april 2024 stiger lønnen med 5,89 % og pr. 1. april 2025 er den forventede stigning på 1,31 %. Der er også en lønstigning pr. 1. november 2025, hvis størrelse skal forhandles nærmere - bl.a. i lyset af lønstigningerne i den private sektor.

Tættere sammenhæng mellem lønnen i det private og i det offentlige

Der er aftalt et nyt indeks som grundlag for den såkaldte reguleringsordning, som sikrer en parallelitet mellem det offentlige og det private. Det nye indeks sikrer en tættere sammenhæng.

Højere pension

Pensionen stiger 1. april 2025 med 0,97 % til 18,07 %. Samtidig vil den enkelte kunne vælge at få en større del af pensionen udbetalt som løn i stedet eller indbetalt til den nye opsparingskonto, jf. nedenfor. Pension af rådighedstillæg ændres ikke.

Bedre barselsvilkår

Der er sikret mere ligestilling på barselsområdet med yderligere 3 ugers barsel med fuld løn til fædre/medmødre/adoptanter. Der er også sikret løn under barsel for soloforældre (yderligere 10 uger med fuld løn) og flerlingeforældre (13 uger med fuld løn til hver af forældrene under forudsætning af, at den varslede ændring af barselsloven vedtages).

Mere fleksibilitet

Der er flere tiltag, som skal sikre større fleksibilitet for den enkelte.

Som noget nyt bliver der mulighed for at sætte en del af pensionsindbetalingen ind på en såkaldt opsparingskonto i ens pensionsselskab. Det vælger man selv. Formålet med kontoen er at spare op til frihedsperioder - fx til indtægt under længerevarende uddannelsesforløb, hvor man ikke får løn eller pauser i arbejdslivet.

Der bliver således mulighed for at spare frihed op. Det sker i form af, at man kan spare den 6. ferieuge (særlige feriedage) og afspadsering op over år og dermed få længere sammenhængende ferieperioder. Der kan spares op til 15 dage op. Ordningen træder i kraft den 1. april 2025.

Kompetenceudvikling

Statens Kompetencefond, hvor blandt andet KS'erne kan søge om penge til efteruddannelse, videreføres i den kommende overenskomstperiode.

Også lederuddannelsen i psykisk arbejdsmiljø videreføres.

Højere ferietillæg (særlig feriegodtgørelse)

Ferietillægget, som udbetales med hhv. maj- og augustlønnen, forhøjes fra 1,5 til 2,02 %. Dette sker med virkning fra 1. april og vil dermed slå igennem med udbetalingen i maj 2025. Forhøjelsen omfatter udbetalingen af Store Bededagskompensationen på 0,45 %, som derfor også ophører som løbende udbetaling.

Chefer

Der er aftalt nogle forbedringer for visse chefgrupper. Det gælder chefer i den såkaldte løngruppe 1 og 2, hvor bunden i intervallet hæves. Der sker også forbedringer for nogle åremålsansatte chefgrupper.

KS
Fusion

OBS: Du modtager en vigtig mail om din kontingentbetaling igen i morgen

Hvis du betaler dit kontingent via en PBS-aftale, og du endnu ikke har givet samtykke til, at det kan fortsætte i DM, håber vi, at du vil give os samtykket, når du får den sidste mail om dette i morgen. Vær opmærksom på, at mailen kommer fra en anden mailadresse, end du er vant til.

Fusion

Janne Gleerup er valgt til forperson i DM fra 2025

Den nye forperson i DM fra årsskiftet er Janne Gleerup. Janne er 50 år, uddannet cand.mag., ph.d. og arbejdsmarkedsforsker på RUC.

Løn og ansættelse

OK26: Akademikerne melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet

Akademikerne har valgt at udtræde af Forhandlingsfællesskabet. Det betyder blandt andet, at akademikerorganisationerne ved OK26 på det kommunale og regionale område skal forhandle alle aftaler selv.

Edit page