6. november 2013

Sådan én ville jeg også gerne have haft

- Sådan én ville jeg gerne selv have haft, da jeg var nyuddannet.
Det er den enkle forklaring på, at Mette Christiansen har valgt at blive mentor for et nyuddannet KS-medlem, Sandra Jensen, som blev færdig med studierne som cand.merc,com fra CBS i september og samtidig har konverteret et studiejob til en fast stilling i KMD’s kommunikationsafdeling.


- Det giver mig noget godt på det menneskelige plan at kunne hjælpe en anden og så kan jeg også bruge mine erfaringer som mentor i forbindelse med den lederuddannelse, jeg er begyndt på, siger Mette Christiansen.
Det nye mentor-par har afstemt deres forventninger til, hvad de skal bruge det til.

- Jeg vil gerne lære noget om, hvad man skal gøre for at brænde igennem og hvordan man gør det til en fordel at være nyuddannet på arbejdspladsen, siger Sandra Jensen.

Hun synes, det er fedt med en mentor udefra. En, som hun kan opbygge et fortrolighedsforhold til og som hun kan vende både daglige problemer og de større spørgsmål med.

- Vi kommer dels til at mødes engang imellem, men dels kan jeg også kommunikere med Mette via telefon, mail, sms, hvis der er aktuelle spørgsmål, jeg gerne vil diskutere med hende, siger Sandra Jensen.

- Jeg tænker, at der kommer til at handle mest om, hvordan Sandra kan udfylde sin rolle på jobbet og hvordan skal hun positionere sig nu, hvor hun er gået fra studerende til ansat, for eksempel, siger Mette.

 Mette tv, og Sandra, th, mødtes første gang på KS DAGEN 2013.

Vil du også have sådan én?
Bliv mentor eller mentee i KS’ nye mentorprogrammer

KS har netop søsat to mentorprogrammer: Et som fokuserer på medlemmer i deres første job, og et som fokuserer på nye ledere. Det sidste udbydes i samarbejde med Dansk Psykolog Forening.

I mentorrelationer er det naturligvis mentees udfordringer og muligheder, der er i fokus. Men al erfaring viser, at det bestemt ikke udelukkende er mentee, som får noget ud af at være med i et mentorprogram. Mentor får mindst lige så meget ud af det, fordi mentor også får styrket sine kommunikative evner, får mulighed for at reflektere over egen praksis og ser sin sparring omsat til handling og resultater.

Vi håber derfor at få mange tilmeldinger fra både mentorer og mentees.

I begge mentorprogrammer bliver mentorer og mentees klædt godt på til en udbytterig relation gennem arrangementer, og der bliver stillet en værktøjskasse til rådighed til hjælp og inspiration.

Du kan læse mere om og tilmelde dig mentorprogrammet ledermentorordningen her.

Har du spørgsmål til ordningerne, er du velkommen til at maile til mentor@kommunikationogsprog.dk