Sådan beskriver du din motivation
Det er vigtigt at du kan beskrive din motivation, når du søger job. Der er en masse energi i motivation. Energi skaber billeder om handling og dynamik, og det er en god måde at komme fra start i din ansøgning. Men hvad skal du skrive og hvad skal du ikke skrive?
At vise sin motivation for et job er en af de vigtigste ingredienser, når man skal sammensætte en god og målrettet ansøgning. Og når man tænker efter giver det vel sig selv, for det er en vigtig faktor for en arbejdsplads, at medarbejderne er motiverede. Derfor anbefaler vi altid her i KS, at man starter sin ansøgning med motivationen for at søge jobbet.
Hvordan beskriver man så den motivation?
Selvom der kan være en masse grunde til den indre motivation for jobbet – altså hvad man selv som person får ud af det. Så er det altså ikke det, man skal begynde med.
Selvom det også er vigtigt for en arbejdsgiver, at du får udviklet dine kompetencer i jobbet, så er det til en start og som den første præsentation af dig selv, mere appetitvækkende at begynde med, hvorfor virksomheden er spændende, og ikke hvad du selv får ud af det. Altså hvorfor søger du hos lige præcis dem? Her skal du tale ind i deres mission som virksomhed. Hvorfor er den vigtig?
Der er stor forskel på at skulle arbejde med kommunikation hos Socialforvaltningen, Ibis og 3 mobil. De har hver især deres egne mission og mål – og det skal du tale ind i. Ikke nok med, at det viser din motivation, så viser det også, at du har forstået dem og deres forretning. Hvis jobbet er et mindre projekt inden for virksomheden, er det selvfølgelig vigtigt at skrive sig ind i det også. Man kan sagtens folde ud, så man både taler konkrete arbejdsopgaver og den overordnede forretning. Så viser man også, at man har forståelse for, hvordan forretningen hænger sammen på flere niveauer.
Når du indleder med din motivation, skal du rent skriftligt bare gå direkte på. Der er ingen grund til at indlede med sætninger som: ’Jeg søger hermed jobbet som…’. Det står stærkest, hvis du går lige til sagen ’Socialforvaltningens mission/projekt om…’ eller ’ jeg søger jobbet hos Socialforvaltningen fordi…’. Du kan også starte med at sætte ’problematikken’ i en bredere samfundsmæssig kontekst og derefter snævre ind.
Starter du din ansøgning med din motivation, skaber du også en rød tråd, og der bliver en naturlig overgang til resten af ansøgningen, hvor du fortæller, hvordan du så vil byde ind i forhold til denne mission. Altså hvordan vil du løse/arbejde med opgaverne, så de bidrager til forretningen.
Det vil være mærkeligt, hvis en arbejdsgiver ikke gerne vil møde dig og høre mere efter at have fået serveret sådan en ansøgning.