31. maj 2017

Så har Fyn fået sin egen KS-region

Den nye bestyrelse for KS Region Fyn. Forrest fra venstre er det Maj Schian Nielsen, Josefine Marieke Goosmann, Marianne Karlson, Majken Jaussi og Vibeke Lundgaard Albjerg. Bagest er det fra venstre<br/> Ann-Chatrine Trane Nielsen, Maiken Anker Møller, Lærke Helene Askholm Jensen og Anette Lindhart Langeland.

Fyn er fin – og nu er Fyn også en KS-region. Dermed er KS’ Region Syddanmark, der geografisk set var en stor region, blevet delt i to regioner med hver sin bestyrelse og hver sine arrangementer, som nu kommer tættere på medlemmerne.
Der var mere end 20 fynske KS-medlemmer der mødte op til den stiftende generalforsamling den 18. maj – et meget flot antal, som alle var meget tilfredse med, inklusiv den nye formand.

-    Det var en stor opbakning til arbejdet i den nye region og med mange nye ansigter også en god og mangfoldig forsamling, siger Maiken Møller, der blev valgt til den første formand for KS Region Fyn. Til daglig er hun udviklingschef i Dansk Squash Forbund og hun glæder sig til at arbejde sammen med den nye bestyrelse, som i første omgang har fået hele otte medlemmer.

-    Vi skulle have valgt fire bestyrelsesmedlemmer og fire suppleanter, men der var så mange der stillede op, at vi besluttede at vælge otte til bestyrelsen. Vi skal allerede holde generalforsamling igen til september – det er det tidspunkt, hvor de andre KS-regioner også holder deres generalforsamlinger – og så beslutter vi, hvordan vi vil konstituere os, siger hun.

På dagen, hvor den nye region blev stiftet, havde Fyn besøg af KS-formand Per Lindegaard Hjorth og direktør John Stolberg. Efter en netværks-øvelse for at lære hinanden at kende, blev der talt om hvor medlemmerne gerne vil hen med den nye region.

-    Nu går bestyrelsen i gang med at finde ud af hvad vi vil, hvordan vi vil gøre det og så skal vi finde ud af, hvad vi skal lave for vores medlemmer på Fyn. Vi har ideer fra vores tidligere aktivitetsgruppe og har enkelte arrangementer på bedding. Men vi har med vilje ladet meget stå åbent, så de nye bestyrelsesmedlemmer kan få indflydelse, siger Maiken Møller.