Research og ram plet i din jobsøgning

07. april 2021

Tre trin, der hjælper dig til at nå dit mål i din jobsøgning, uanset hvilken arbejdsplads, organisationstype eller branche, virksomheden tilhører.

Hvad enten du søger job uopfordret eller opfordret, skal du tænke dig ind i virksomhedens forretning og kontekst. Det vil hjælpe dig til at tydeliggøre, hvor du kan bidrage og skabe værdi. Dine arbejdsopgaver i et kommende job indgår i en større sammenhæng og vil være forskellige alt efter, hvilken arbejdsplads, organisationstype og branche, virksomheden tilhører.  KS karriereafdeling kommer her med et par gode råd om, hvad du skal fokusere på i din researchfase, så du kan ramme virksomheden endnu bedre. 

Vi opererer med tre trin, og du kan både starte med at undersøge den specifikke virksomhed eller hele branchen, alt efter om det er en bestemt virksomhed du går efter, eller om du laver en uopfordret indsats i for eksempel musikbranchen. 

Kend branchen
Der er stor forskel på brancher, som både kan sælge noget materielt og immaterielt. Det kan være de sælger et produkt, men det kan også være en ydelse eller en service – som for eksempel kommunen. 

Vil du gerne arbejde i en interesseorganisation betyder det, at du skal have styr på de grundlæggende præmisser for en interesseorganisation, dens stakeholderlandskab og samspillet mellem embedsværket og de politisk valgte.  

Kig på de begreber, der bliver brugt i branchen og de strukturer, der regulerer virksomheden eller især den offentlige institution. Undersøg også branchens aktører, stakeholders og interessenter. Vil du arbejde i uddannelsesverdenen, må du sætte dig ind i, at den spænder fra nationale og internationale forskningssamarbejder, til studerende og partnerskaber med industrien. Og at området, til dels, er politisk styret. Kig på produkterne, og hvad der er in for tiden. Er du interesseret i kulturbranchen, må du få styr på produkttyper, som kan være alt fra events til e-bøger. Du må også sætte dig ind i produktudviklingen, hvor det digitale får mere plads, for eksempel med streaming, lyd- og e-bøger. Kig også på afledte produkter, som forfattereksponering på instagram eller pop-op koncerter i forbindelse med en albumlancering. 

Forstå organisationstypen
Søger du en kommunikationsstilling i henholdsvis en lille privat IT-start-up eller i KMD, vil det være to meget forskellige stillinger, selvom der er et overlap mellem dine opgaver. Derfor skal du, udover at forholde dig til branchen generelt også undersøge hvilke fællestræk, som virksomhederne har i branchen. Kig på hvilket produkt eller værdi, virksomheden skaber, og på værdikæden. Der er også forskel på, hvad man bliver målt på. I uddannelsessektoren er det for eksempel, hvor mange der består uddannelserne.

Undersøg virksomheden 
Du skal være klar over, hvad der kendetegner lige netop den virksomhed, du søger job i. Du skal derfor se nærmere på organisationens eller virksomhedens strategi og markedsposition. Magasin, Føtex og den lokale second-hand sælger allesammen tøj, men de har hver deres kundegruppe, brand og markedsføring. Der er også forskel på profilerne på de forskellige marketingbureauer og på deres kunder. Kig derfor på deres ydelser, metoder og selvfølgelig på deres kundeportefølje.

Du starter her
Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, kan du finde viden om branche, virksomhed, produkt og kunder ved at søge på brancheforeninger. Kig på deres hjemmesider efter deres strategi, vision, forretningsområder og pressemeddelelser. Finkæm LinkedIn, søg på ansatte i branchen og virksomhedssiderne. Bedst af alt: Tal med dem, du kender, der sidder ude i virksomhederne. Tal med dem om, hvordan de arbejder med deres værdisæt i hverdagen. Kender du ikke nogen, så er det jo en oplagt mulighed til at lære nogle nye at kende. Find en relevant medarbejder og kontakt denne gennem LinkedIn. Det kan måske virke uoverskueligt at gå i gang med, men det gode er, at du kan blive ved med at bruge din research. Har du et ønske om at arbejde i kulturbranchen eller inden for uddannelsesområdet, kan du bruge det meste af din research, når du henvender dig til en ny virksomhed. Du står også rigtig godt, når du skal til jobsamtale og ikke mindst, når du starter i jobbet.