26. april 2016

Psykologiprofessor vinder årets Forskningskommunikationspris

Professor ved Københavns Universitet, Barbara Hoff Esbjørn, har modtaget den prestigefyldte Forskningskommunikationspris 2016 for sit formidlingsarbejde med børn og angst. HKH Kronprinsesse Mary overrakte prisen ved åbningen af Forskningens Døgn mandag d. 25. april.

Forskningskommunikationsprisen 2016 går til leder af Center for Angst ved Københavns Universitet, professor og psykolog Barbara Hoff Esbjørn.
Barbara Hoff Esbjørn har i en lang årrække forsket i og behandlet angsttilstande hos børn. Hun arbejder på at aflive myten om, at angst er en naturlig del af barndommen, og at man vokser fra den. Tværtimod er angst hos børn en psykisk lidelse, som kan behandles.
5-10 procent af alle børn lider af angst. Men mange får en forkert eller slet ingen behandling, fordi forældre, behandlere og andre faggrupper ikke har de nødvendige kompetencer. Derfor er det prisvinderens kongstanke, at forskning skal anvendes og formidles bredt.
Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag Forskningskommunikationsprisen, som efter indstilling fra Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation hvert år uddeles til en forsker, der gennem vedkommende formidling formår at skabe bred opmærksomhed om sin forskning. Med prisen følger 100.000 kroner.