Nyt onlineapotek er vilde med freelancere: ”Du får lynhurtigt set, om det er nogen, der kan noget eller ej”

Manden bag det nye, fremadstormende online-apotek Apopro er ikke i tvivl: ”Freelancere vil altid være en del af min strategi,” siger han. Effektivitet og gennemsigtighed er nogle af argumenterne. Apoteket har hyret tre freelance-kommunikatører gennem de seneste måneder.

 

”Du kommer i gang med det samme, og du ved, hvad det koster. Du får lynhurtigt set, om det er nogen, der kan noget eller ej. Du skal ikke ud og have lavet en kontrakt. Det er hurtigere at komme i gang. Og det er hurtigere at vurdere, om folk gør det godt.”

Sådan siger Martin Glesner, stifter af virksomheden Apoteka, der har udviklet og lanceret det nye danske onlineapotek Apopro, som åbnede i juni. Gennem de seneste måneder har han hyret tre kommunikationsfolk gennem freelanceportalen Worksome, der åbnede i februar.

Freelancerne har skrevet produkttekster, artikler, nyhedsbreve og udført SEO- og marketing-arbejde – og har været med til at udvikle virksomhedens ’tone of voice’. Opgaver, som ingen af Apopros faste medarbejdere kunne udføre.
”Vi er ret gode til at skrive fagligt tunge ting, men det lyder ikke så godt. Så vi har brug for nogen, der er bedre end os,” som Martin Glesner siger det.

“Vores situation er dynamisk, og freelancerens situation er dynamisk”

Erfaringerne er gode
Derfor hyrede han to tekstforfattere og en freelancer, der er ekspert i søgemaskineoptimering og Google Analytics.

”Den ene har arbejdet for os i 60–70 timer, men stoppede, fordi hun havde nogle tidsmæssige begrænsninger. Den anden stoppede relativt hurtigt, fordi den første gjorde det betydeligt bedre, så vi fokuserede på hende. Den sidste er stadig involveret,” fortæller Martin Glesner, der i øvrigt tidligere har været direktør for lægemiddelgrossisten Paranova.

Hvordan er det gået, alt i alt?
”Jeg synes, det er gået rigtig godt. To af dem har været rigtig gode, og dem har vi været glade for. Jeg fortsætter med at rekruttere på den måde.”

Hvorfor ikke hyre folk på almindelig a-løn? Hvad er det, der er så attraktivt ved freelancere?
”Det er så dynamisk. Vores situation er dynamisk, og freelancerens situation er dynamisk,” siger han.

Jeg kan se, at mange af de freelancere, man kan finde på Worksome, koster op mod 1.000 kroner i timen. Er det ikke dyrere at hyre freelancere end at ansætte folk?
”Jo, men man skal ikke lave pension. Man skal ikke ud og tage en risiko i opsigelsesperioden, hvis det ikke går, som man forventer. Det kan godt være, du betaler lidt ekstra per time. Men du får til gengæld fleksibilitet og mindre bøvl.”

  Dem, der gør det bedst, sætter sig godt ind i kunden, siger Martin Glesner. Foto: Carsten Snejbjerg

Apopro og virksomheden Apoteka, der altså har udviklet Apopros platform, har cirka 10 ansatte. En marketingsansvarlig er netop blevet ansat, men før det skete, havde ingen af de ansatte nogen særlig forstand på kommunikation og marketing.

Derfor var der brug for at finde freelancere, som kunne træde ind i længerevarende forløb. Apopros freelancere har typisk været beskæftiget i 5–10 timer om ugen i nogle måneder, forklarer Martin Glesner.

”Vi har hele tiden forsøgt at få freelancere, der kunne løse længerevarende opgaver. Det kræver en del oplæring at forstå vores terminologi og begrænsninger. Der er en masse ting, du ikke må skrive, når det drejer sig om lægemidler og andre apoteksvarer. Så vi går ikke efter de kortvarige opgaver,” fortæller han.

Ingen K-folk i eget netværk
Hvorfor fandt I freelancerne på Worksome? Havde I ikke nogen i netværket, I kunne trække på?
”Mit netværk indeholdt ikke kommunikationsfolk overhovedet. Så for mig var det virkelig en måde at tappe ind i noget, som jeg ikke har adgang til i dag. Jeg valgte Worksome, fordi jeg hørte om dem meget tidligt. Jeg havde ikke set tilsvarende platforme, der var så transparente og nemme at gå til,” siger Martin Glesner og fortæller:
”Jeg fortsætter med at rekruttere på den måde.”

“Den verden, vi er i – e-commerce – er for kompleks til, at man kan have det hele in house og gøre det godt”

Også hvis virksomheden bliver væsentligt større, og I på et tidspunkt har en hel kommunikationsafdeling?
”Det tror jeg, ja. For det er sådan en måde at skabe en dynamik på i en organisation. Sørge for, at du får nye input. Og at du kommer uden for komfortzonen.”

Martin Glesner forklarer, at hans behov for freelancere hænger sammen med den voksende forandringshastighed i erhvervslivet. Ikke mindst takket være ny teknologi.

”Der opstår hele tiden nye ting i kommunikationsverdenen. Så er det Facebook. Så er det Snapchat. Den verden, vi er i – e-commerce – er for kompleks til, at man kan have det hele in house og gøre det godt. Man er nødt til at have fingrene ude. Det gør vi med freelancere i nogle ting, vi ikke kan endnu,” siger han.

”Freelancere vil altid være en del af min strategi,” lyder det igen fra Martin Glesner.

Men for eftertiden bliver det virksomhedens nye marketingschef, der tager sig af briefingerne til freelancerne.

”Han skal fortælle dem præcis, hvad de skal lave, hvordan de skal tænke og så videre,” fortæller Martin Glesner.

Glesner: Store virksomheder skal bruge flere freelancere
Apopro er det første ’pure play’-onlineapotek på dansk grund. Det vil sige: Det første apotek, hvor alt er rykket på nettet, og hvor der ikke er nogen fysisk butik. Farmaceuterne er også rykket på nettet: Apopro tilbyder videokonsultationer. Og når farmaceuterne rådgiver kunderne, sker det med afsæt i kundernes købshistorik og præferencer.

  Foto: Carsten Snejbjerg

Derfor kan Martin Glesners perspektiv ses som en slags ’stemme fra fremtiden’. Og hans perspektiv stemmer overens med den fremtid, Thomas Boje, arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, italesætter tidligere i dette nummer af KOM magasinet.

”Kravene til virksomhederne ændrer sig med en sådan hastighed i dag, at man skal være meget forsigtig med at ansætte højt specialiseret arbejdskraft. De er dyre. De er også dyre at komme af med. Det betyder, at hvis man har specialopgaver, der skal løses, så er det billigere at projektansætte end fastlønansætte,” siger Thomas Boje.

Og Martin Glesner mener, at selv nogle af Danmarks største virksomheder kan have gavn af freelancere.

”Tag store virksomheder som AP Møller. Selv om de har tusindvis af ansatte, så sidder de også og roder med områder, de ingenting ved om. Så kan man bruge en masse penge på at hyre en hel afdeling. Eller også kan man tage den mere eksperimentelle måde: Hyre en freelancer. Lave en test. Hvad er det egentlig, vi skal? Og så trykke på speederen. Jeg tror, man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis ikke man tænker på den måde –og det gælder selv store virksomheder.”

“Hvis man virkelig skal have gavn af sine freelancere, skal man vide præcis, hvad man vil bruge dem til”

Også multinationale virksomheder?
”Helt sikkert.”
Men hvis man virkelig skal have gavn af sine freelancere, skal man vide præcis, hvad man vil bruge dem til, vurderer Martin Glesner.

”Man skal ikke gå ud og sige: ’Vi skal bruge en freelancer i en uge til noget kommunikationsarbejde.’ Man skal være meget specifik: ’Vi skal bruge nogen, der kan lave noget Facebook-kampagneopsætning i tre dage, og det her skal være the outcome.’ Og så skal man simpelthen finde en, der kan det specifikt. Og så udvide opgaverne derfra,” mener han.

”Man skal tænke i meget specifikke ting, hvor man måske ikke har en kompetence. Prøv på et meget lille område at få en meget specifik ressource ind. Start der, for så ser man meget hurtigt værdien,” siger Martin Glesner.
Han mener også, at ansvaret for rekrutteringen skal flyttes, hvis freelancere skal give mening.

”Normalt vil man hyre folk gennem en hr-afdeling. Men der vil den gå galt, hvis vi taler om freelancere. Beslutningen om at hyre freelancere skal ligge i forretningsenheden, hvor ressourcen skal bruges. Det skal være dem, der har opgaverne, der skal hyre dem. Ikke hr-afdelingerne. Og det er nok den største udfordring for de større virksomheder: Freelancere passer ikke umiddelbart ind i deres model.”

Baseret på dine erfaringer indtil nu: Har du nogle gode råd til freelancerne derude?
”Jeg vil sige, at dem, der gør det bedst, sætter sig godt ind i kunden. Selv om det kun er et 1–2 timers job, så tag tiden til at besøge dem. Forstå dem. Det, tror jeg, giver en meget bedre start for alle parter – og et større potentiale for freelanceren til at gøre det godt,” siger Martin Glesner.

Tema: Freelance
Tekst: Thomas Møller Larsen

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 107, november 2017.