NyS 55 er på gaden

Tidsskriftet NyS, der handler om sprog og sprogvidenskab, har netop udsendt et nyt nummer.

I NyS 55 introduceres en ny grammatisk term, nyhedskløvning. Artiklen bag viser, hvordan moderne journalistik udnytter træk ved den danske grammatik, så præsentationen af nyheder bliver tilpasset onlinemedier.

NyS 55 indeholder desuden en artikel, der viser, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan agere sprogligt i jobsamtaler, når man har dansk som andetsprog.

Nummeret indeholder endvidere en artikel, der undersøger forskelle på fortolkningen af pronomener i ledsætninger afhængigt af om man har dansksproglig eller serbokroatisk baggrund, samt en artikel, der går i kødet på det gode men også lidt kryptiske danske ord godt.

NyS er et af meget få dansksprogede videnskabelige tidsskrifter om sprog og sprogvidenskab, og NyS er det eneste med niveau 2 (højeste niveau) i forhold til Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Dansk Sprognævn støtter som forlag NyS, men har ikke indflydelse på det redaktionelle indhold.

Med NyS, Nydanske Sprogstudier, holdes grammatik- og sproginteresserede opdateret med de seneste undersøgelser af dansk sprog.

NyS udkommer med to numre pr. år.