31. januar 2017

Nu kan du lidt bedre fortryde din uddannelse

’Begrænsningen af dobbeltuddannelser er i direkte modstrid med behovet for at skabe flere uddannelsesmuligheder på arbejdsmarkedet. Især derfor er det en fornuftig beslutning at gøre det muligt at søge optagelse på en ny videregående uddannelse på samme eller lavere niveau, seks år efter uddannelsen er gennemført,’ siger KS-formand Per Lindegaard Hjorth.

Uddannelsesloftet er ikke længere definitivt, men begrænses til en periode på seks år.

’Politikerne har heldigvis lyttet til den massive kritik og erkendt, at man er gået for langt i begrænsning af dobbeltuddannelse. Det er en god beslutning, både for danskerne og for Danmark,’ siger KS-formand Per Lindegaard Hjorth.

’Begrænsningen af dobbeltuddannelser er i direkte modstrid med behovet for at skabe flere uddannelsesmuligheder på arbejdsmarkedet. Udviklingen går så hurtigt, at nogle typer uddannelser hurtigt bliver mere relevante, mens andre bliver mindre relevante. Vi kunne godt have tænkt os en løsning uden seks års ventetid, men dette er et skridt på vejen’ siger han.

Aftalen er en justering af en tidligere aftale, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev enige om for bare få måneder siden, men som har været stærkt kritiseret lige siden.

Den nye aftale begrænser fortsat dobbeltuddannelse de første seks år efter afslutningen af den første videregående uddannelse. Men efter seks år kan man frit starte på en ny uddannelse på samme eller lavere niveau. Der kan gives dispensation af helbredsmæssige årsager eller hvis ens uddannelse er forældet, så man ikke skal vente i seks år.

Den såkaldte positivliste består som hidtil. Det er en liste over uddannelser, som ikke fører til nævneværdig arbejdsløshed, og som man derfor frit kan starte på, selv om man i forvejen har en videregående uddannelse. Listen revideres hvert år.
Erhvervsuddannelserne er ikke begrænset af aftalen om dobbeltuddannelse.