Med årsskiftet fulgte forbedrede orlovsmuligheder for LGBT+ familier. Den nye lovgivning betyder, at LGBT+ familier fra den 1. januar 2024 har mulighed for at fordele ikkeøremærkede orlovsuger til de to forældre plus to sociale forældre for børn født den 1. januar 2024 eller senere.
De forbedrede muligheder er en del af den nye barsellov, som Folketinget vedtog i 2022. Den nye barselmodel betyder, at fædrene til børn født efter august 2022 har fået 9 ugers øremærket barsel mere end tidligere.
De to retlige forældre har hver 11 øremærkede orlovsuger efter fødslen, som ikke kan overdrages mellem dem. Men de resterende ikke øremærkede orlovsuger kan herefter fordeles mellem både de to retlige forældre og op til 2 sociale forældre. Der vil således efter den nye forbedrede barselsmodel være mulighed for at fordele 26 orlovsuger mellem op til 4 forældre.
De sociale forældre er:
• Den retlige forælders ægtefælle.
• Den retlige forælders samlevende, som har levet i et ægteskabslignende forhold med en forælder i mindst to år.
• En kendt donor med en forældrelignende relation til barnet.
• Den kendte donors ægtefælle eller samlevende med en forældrelignende relation til barnet.
En social forælder kan kun få orlov, hvis en retlig forælder ønsker at overdrage nogle af eller alle sine orlovsuger.
Sociale forældre, der får overdraget orlov fra retlige forældre, skal opfylde de almindelige krav i barselsloven for at få ret til barselsdagpenge.
De gængse tidsfrister for at indgive oplysninger om barsel til sin arbejdsgiver skal også stadig overholdes.
Rettigheder for soloforældre
Soloforældre har ret til 46 orlovsuger med barselsdagpenge efter fødslen.
Den nye barselsmodel sidestiller solofædre og solomødre, så begge har ret til at holde op til 46 ugers orlov med barselsdagpenge. Det gælder, uanset om forælderen er lønmodtager, selvstændig eller ledig.
Overdragelse af orlov
Fra den 1. januar 2024 har soloforældre samtidig haft mulighed for at overdrage en del af deres orlov til et nærtstående familiemedlem. Der kan overdrages op til 32 ugers orlov med barselsdagpenge.
Nærtstående familiemedlem er bedsteforældre eller søskende.
KS er naturligvis glade for de forbedrede regler om ret til orlov. Der er dog et men, for der mangler mere ret til løn. Selvom flere statistikker viser, at fædre siden de nye regler om øremærket orlov til fædre trådte i kraft, har taget mere orlov – så viser undersøgelser også, at manglende løn i orlovsperioderne er en bremseklods for fædre. Og det vil det givet også være for de nye målgrupper, der nu får ret til orlov også.
I KS kan du få råd og vejledning om barsel – herunder disse nye regler. Vi kan også rådgive dig om bedre økonomiske vilkår via barselsfonde.