20. september 2017

Nogen der kæmper i mit ringhjørne

’Jeg føler det som et gyldent håndtryk,’ siger Richard James Steed, engelsk kommunikationsmedarbejder i Danmark og netop stoppet i et job på KU med seks måneders løn, fritstilling og et beløb til efteruddannelse.

’Jeg tror, at andre udlændinge har det ligesom mig. De ved heller ikke, hvad en dansk fagforening kan gøre for dem.’
Sådan siger engelske Richard James Steed. Han har arbejdet med kommunikation i Danmark siden 2009, senest med internationalt pressearbejde for SUND på Københavns Universitet. For 6 uger siden fik han at vide, at han skulle stoppe, fordi universitetet ville skære hans funktion væk.

’Den var ikke ’need’. Den var ’nice’ to have og det vidste jeg godt, fortæller Richard, som er meget glad og meget overrasket over, hvad en dansk fagforening kan gøre i sådan en situation.

’Det at man kan få hjælp til en sag der er individuel som min er, var en virkelig overraskelse for mig. Jeg troede, at fagforeninger var sådan nogen, der forhandlede store fællesaftaler. Men her har jeg oplevet at få hjælp af folk, der kender lovgivningen og spillereglerne og som kæmper i mit ringhjørne. Det har virkelig fjernet meget pres og stress for mig,’ siger han.

KS kunne sammen med Richard se på mulighederne og lægge en plan for, hvad man skulle forhandle.

’Det har virkelig været brugbart og en overraskelse, at der var så mange fordele ved at være medlem af en fagforening,’ siger Richard, som lige nu ikke ved, hvad han skal fremover, bortset fra at han vil gå efter et kommunikationsjob i Danmark. Han kom hertil for at arbejde med international presse i forbindelse med COP 15 og har siden arbejdet for Udenrigsministeriet, Associated Press og Mandag Morgen her i Danmark.