Louise fik nyt job via en kampagne for sig selv på de sociale medier

Da Louise Fibiger Ravnkilde skulle søge nyt job, gjorde hun det med en veltilrettelagt kampagne, rettet mod hendes netværk på Facebook og LinkedIn. Og det gav pote. Hun fik et nyt job i Nets’ Dankort team, hvor hun har ansvar for Dankorts online kommunikationsplatforme. Her kan du læse, hvordan Louise gjorde og få hendes gode råd, hvis du selv vil i gang med din egen jobsøgningskampagne.

’Efter fire år i fitness dk’s marketingsafdeling, skal mine kommunikative kompetencer nu i spil et nyt sted. Kender du et sted, der har brug for en dygtig kommunikatør, der forstår at tilpasse budskaber efter målgruppe og platform? Og en kollega der desuden engagerer sig i arbejdspladsen og gerne bager boller til kollegaerne på en helt almindelig tirsdag? Så tip mig endelig.’

Det var det første opslag Louise Fibiger Ravnkilde lagde på Facebook og LinkedIn, da hun sidste sommer stod uden job, inden hun gik i gang med det man godt kan kalde en personlig jobsøgningskampagne.

”Jeg skulle selvfølgelig lige sunde mig oven på opsigelsen, men jeg begyndte hurtigt at tænke på at bruge Facebook og LinkedIn til at sætte gang i mit netværk. Jeg ville dog ikke bare smide et opslag ud, uden at jeg havde lagt en plan. Strategien skulle være at poste noget kontinuerligt uden at spamme. Opslagene skulle være forskellige fra gang til gang og de skulle se godt ud grafisk og kunne deles i sig selv,” fortæller Louise Fibiger Ravnkilde.

Det tog et halvt år at lande det nye job og det var markant længere tid end Louise havde regnet med. I løbet af den periode søgte hun også opslåede stillinger og var til en del jobsamtaler.

Tre måneder efter at hun blev ledig fik hun produceret en video, hvor hun præsenterer sig selv. Den lå både på Facebook og på LinkedIn. På LinkedIn fik den 61 likes og på Facebook 130 likes. Den fik 5.000 visninger, så netværket har delt den.

”Det var ret grænseoverskridende at stå foran et kamera. Men det hele virkede. Jeg fik kaffeaftaler og flere kontakter, plus det job, jeg sidder i nu, som jeg fik, fordi en tidligere studiekammerat og havde set mine opslag og vidste, at der kom en åbning hos Nets”.

Louises erfaring er, at man ikke skal være bange for at skille sig ud. For hende handlede det om at brande sig selv som person, én man har lyst til at have som kollega.

På basis af hendes egne erfaringer giver Louise følgende 3 råd til jer, der er jobsøgende:

  1. Gør dit netværk opmærksom på, at du er jobsøgende. Fortæl dem hvilken type job du søger og hvor i landet. Vær kontinuerlig, så du er i folks erindring
     
  2. Brug flere kanaler. Man har typisk forskellige kontakter på forskellige sociale medier
     
  3. Vær kreativ med dine opslag

Du kan se elementer fra Louises kampagne på de sociale medier her:

Facebook - første opslag lige efter Louise blev ledig

Facebook – video tre måneder efter Louise blev ledig

 

Facebook – tredje opslag fire måneder efter Louise blev ledig

 

LinkedIn – første opslag efter Louise blev ledig

 

LinkedIn – tredje opslag fem måneder efter Louise blev ledig