27. oktober 2015

LEGO i global shitstorm

LEGO i global shitstorm
Lego er Danmarks ubestridte største brand. Den internationale analyseorganisation YouGov kunne tilbage i august meddele, at Lego var den danske virksomhed som havde fået mest positiv omtale i første halvår af 2015.
Denne førerende position kan nu være i fare efter en kontrovers med den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei. Kunstneren er blevet nægtet at købe et større parti Lego-klodser, med begrundelsen at legetøjskoncernen ikke vil sælge større partier af klodser til politiske projekter, det skriver DR.dk.
Dette har skabt harme på de sociale medier. Hash-tags som #Legoboycott har skabt afløb for folks reaktioner på Twitter. Kunstneren selv udtrykker afslaget som diskriminerende og censurerende.
Lego vil ikke kommentere sagen yderligere, men pointerer at de generelt ikke sælger større partier af klodser til politiske formål.
Kilde: kommunikationsforening.dk

Nemlig.com udvider for millioner
Nemlig.com investerer massivt i et logistikcenter i Brøndby. Her er ejer og administrerende direktør Stefan Plenge fotograferet i det nye center. Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Danmarks førende online-supermarked, Nemlig.com, har investeret et trecifret millionbeløb på et nyt lager- og logistikcenter på 36.000 kvadratmeter. Det er første store investering, siden Anders Holch Povlsen gik ind i Stefan Plenges netbutik.
Den ene har drømme, den anden har penge. Begge har visioner om at skabe Danmarks største supermarked på nettet, og nu har de taget endnu et skridt for at nå deres mål.
De to ejere af Nemlig.com, Stefan Plenge og Anders Holch Povlsen, har investeret et trecifret millionbeløb i et nyt logistikcenter på 36.000 kvadratmeter, hvilket svarer til fem fodboldbaner.
- Hele forudsætningen for, at Nemlig.com kan udvikle sig i den retning, vi gerne vil, er rammerne. Når det er på plads, kan vi begynde at arbejde med at skabe et større sortiment, et mere fleksibelt koncept og købe ind i større volumen, så vi kan skabe konkurrencedygtige priser, forklarer Stefan Plenge.
Kilde: b.dk

Bond-stunt lyste København op
Det har ikke ligefrem skortet på marketing-aktiviteter op til lanceringen af den nye James Bond-film, Spectre, der rammer danske biografer torsdag i denne uge.
De officielle kommercielle partnere, heriblandt Sony, Aston Martin og Heineken, har allerede udnyttet tilknytningen til den nye product placement-ekstravagance i seværdige kampagner globalt.
Nu er marketing-aktiviteterne for filmen, som ifølge Bloomberg har kostet godt 2 mia. kr. at producere, også nået til Danmark.
Et eksempel var torsdag i sidste uge, hvor SF Film, der distribuerer den nye James Bond film herhjemme, gik i luften med en både iørefaldende og iøjnefaldende reklamestunt.
Her blev Spectre-logoet – fjendens netværk i den nye James Bond-film – projiceret op på den blæksorte, københavnske aftenhimmel, mens James Bond-temaet bimlede fra Vor Frelsers kirkes klokkespil.
Den oplevelse var svær at ignorere, og den skabte positiv respons på sociale medier, hvor bl.a. DR Nyhederne bragte historien på Facebook.
Kilde: markedsforing.dk

Sprog på bogmesse
BogForum 2015 løber af stablen den 6. til 8. november i København. BogForum er en årlig tilbagevendende bogmesse der finder sted i Bella Centret i København. På BogForum kan du møde forfattere, købe de nyeste bøger, høre interviews og deltage i workshops.
Nedenfor har vi samlet de arrangementer der handler om sprog.
Fredag:
11.00: P1 Live: Sproglaboratoriet. Kærlighed til dialekter og sprogets lyde med digter Joakim Vilandt, ph.d. Michael Ejstrup og sprogaktivisterne bag "Dia’lægt". DR Scenen.
11.15: Hvorfor hedder det "at gå fra snøvsen"? Kom og få svar på sproglige spørgsmål – læseheste, bogorme og ordnørder er velkomne. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (Stand C2-009).
11.30: Lær dansk med KLEMPAA: dansk som andetsprog efter niveau 3. Præsentation. Forlaget Klingbjerg (Stand C2-008).
11.45: Hausgaard & Vers har undersøgt sproget i seks programmer på DR K. Se sjove klip og mød rapperen Per Vers og tilrettelægger Bjarke Stender. DR Scenen.
12.05 og 15.05: Har du et sprogligt spørgsmål eller problem? Kom forbi stand C2-009, hvor vi sammen (så vidt muligt) vil finde svaret på sproget.dk. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (Stand C2-009).
16.00: Lær dansk med KLEMPAA: dansk som andetsprog efter niveau 3. Præsentation. Forlaget Klingbjerg (Stand C2-008).
16.00: Sanni Nimb og Peter Zeeberg om Den Danske Begrebsordbog. Syddansk Universitetsforlag (Stand C2-015).
Lørdag:
11.30: Lær dansk med KLEMPAA: dansk som andetsprog efter niveau 3. Præsentation. Forlaget Klingbjerg (Stand C2-008).
14.15: Hvorfor hedder det "at gå fra snøvsen"? Kom og få svar på sproglige spørgsmål – læseheste, bogorme og ordnørder er velkomne. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (Stand C2-009).
14.30: Med udgangspunkt i bogen Hvad tiden er fuld af, flyder munden over med, ser Michael Kjær Ejstrup og Anders Elsig på forandringer i sprogets faste vendinger. Bellascenen.
16.00: Lær dansk med KLEMPAA: dansk som andetsprog efter niveau 3. Præsentation. Forlaget Klingbjerg (Stand C2-008).
Søndag:
12.30: Poetry Slam-konkurrence med medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere. Sproggøgl og adverbier ad libitum. Konferencier: Merlin P. Mann. SPOTscenen.
14.30: P1 Sproglaboratoriet: Stil sprogspørgsmål til Henrik Lorentzen, Ebba Hjorth, Lars Trap-Jensen, Sabine Kirchmeier, Ida Elisabeth Mørch og Michael Ejstrup. DR Scenen.
15.55: Har du et sprogligt spørgsmål eller problem? Kom forbi stand C2-009, hvor vi sammen (så vidt muligt) vil finde svaret på sproget.dk. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (Stand C2-009).
16.00: Lær dansk med KLEMPAA: dansk som andetsprog efter niveau 3. Præsentation. Forlaget Klingbjerg (Stand C2-008).
Tid og sted: den 6. - 8. november, Bella Center, Center Boulevard 5, 2300 København S.
Køb billet, og se hele programmet på bogforum.dk
Kilde: sproget.dk